Når professor Black taler, lytter du

Professor Black: I Am The Rock/Sunrise/LVPVS (High Roller)

Chris Black, den ultimative headbanger bag High Spirits og Dawnbringer, markerede oktober med ikke én, men TRE soloalbums som Professor Black. Ikke overraskende, så sparker de alle røv og viser forskellige sider af hvilken sangskriverkolos han er. I Am The Rock minder mest om High Spirits’ fængende Thin Lizzy-dyrkelse, med en smule mere Motörhead anno 1916 indflydelse. Ingen kan nu forene dive bar attitude og arena hooks som han gør, og uanset om han fordobler leads eller leverer sine egne backingvokaler, kan ingen også harmonere med Black som Black gør. Hans skønhed i enkelhed gør, at han kan prale af, at han er rocken. Selv klaveret på “End of the Line,” mere fuld Guns N’ Roses end Stoøger Raw Power vanvid, er fængende, fordi, ikke på trods af, sin old-head ærlighed. Han får 70'erne til at lyde unge og vitale meget bedre end det der band, vi alle gjorde grin med i sidste uge. Jeg har altid ment, at Black burde være på lønningslisten hos et stort label som en moderne Desmond Child pop-metal troldmand – men på den anden side, er det så dårligt, at han beholder det bedste for sig selv?

Sunrise er en mere højtidelig plade, Low Spirits om du vil. Det er dystert men ikke doom, og lyder lys selv når det er dystert. Hvordan kan noget som “No Way Back” marchere mod vores uundgåelige rådnelse og stadig lyde mere vital og livgivende end det meste bevidst optimistiske musik? Noget af det kunne fungere på Dio-æra Sabbath – der er ingen måde “Gathering Stone” ikke er en Mob Rules outtake, som han har bearbejdet og gjort til sin egen. Sunrise er den smukke tømmermænd, der kommer efter Rocks nattefest. LVPVS nyder Blacks mere proggede og krautede side med fire instrumentale numre, der alle har en længde på præcis 11:06. Black er en ingeniør, når det kommer til at udvinde mest mulig rock fra et riff, og det er sandsynligt, at hver sang har samme længde også var bevidst. “Every Second” er en udstrakt version af Blacks karakteristiske rock, som mekaniserer glæden i High Spirits og fører det til en dyster kollaps. “Habeas Corpus” fremviser også forbindelsen mellem black metal og prog, rasende i anden halvdel med nervøse synths, der holder trit. Black gjorde en periode i Nachtmystium, så dette er ikke fremmed territorium for ham.

Jeg kunne have lavet en hel kolonne om disse tre albums alene, men der er mere derude. Pointen er: når Professor Black taler, lytter du.

Pandiscordian Necrogenesis: Outer Supernal (Gilead)

Pandiscordian Necrogenesis er én-mands black metal, men bogstaveligt talt. Hvert eneste instrument spilles på samme tid, totalt improviseret, hvilket fører black metals forkærlighed for ensomhed til sin mest absurde konklusion. Dette ville være hokey “Black Metal BBQ,” hvis det ikke var produktet af Steve “Ephemeral Domignostika” Peacock, den Oakland-galning bag Mastery, det mest ekstreme black metal band nogensinde. (Jeg spøger ikke.) Pandiscordian Necrogenesis er ikke så komplekst som Mastery, fordi det er ren improvisation, og han laver ikke alle mulige studie-finurligheder; Outer Supernal, hans anden plade under Pandiscordian-guise, er stadig ret tankeforvirrende. Trommerne er lige så primitive og hypnotiske som du ville forvente, men Peacocks spilning er stadig splattet galskab. “Void Supernal” eskalerer højere og højere, efterhånden som tremoloer bliver til tap og tilbage til tremolo, hvilket fører til “Higher Supernal’s” udtrukne udbrud, der mindede om Gorguts’ “Clouded’s” spændte doom. “Depth Ascension” er lige så langsom, men i stedet for at stige og falde, går den kun dybere ned. Masterys terror kom fra omhyggelig planlægning, mens denne terror er den iskolde erkendelse af, at Peacock også kan tænke på stående fod.

Outre-Tombe: Nécrovortex (Temple of Mystery)

Der er måske en håndfuld af jer derude, der tænker “Francophone death metal? FUCK YEAH,” og det er de sande krigere, jeg virkelig skriver denne kolonne for. Quebec-kvartetten Outre-Tombe’s anden plade Nécrovortex er en late-in-the-game death metal perle. Det er lige så godt som enhver troværdig amerikansk Autopsy/tidlig Death/tidlig Entombed mashup, mere old school griseri bygget til lydsystemer fra 2018. Ærbødig som de er, har Outre-Tombe modnet som sangskrivere her og bringer en ekstra dimension til deres allerede uforsonlige brutalitet. “L’Enfer des Tranchées” infuserer et hint af Tragedy’s wide-scope d-beat og mere vanvittige soloer, og tilfører en hektisk følelse af at løbe fra håbløshed. “Désintégration” driver ud i dissonans lige længe nok til at gøre svinget tilbage til hamren endnu mere nakke-brydende. De bliver lidt hollandske med “Concile Cadavérique,” som tager fra Asphyx’s tykke, bankende boogie og tidlig Pestilence’s death-thrash. Hvis det bare havde en fjollet tromme fill, kunne det være den sande efterfølger til “Out of the Body.” Alligevel er Nécrovortex noget af det mest formidabel death metal i år.

Find 'Nécrovortex' på Bandcamp her.

Desolation Realm: Desolation Realm (Self-released)

Oslos Desolation Realm træder ind i metalbevidstheden med en debut selvbetitlet EP med en rumobssession, omend ikke rummelig. Dette er ikke en psykedelisk glædestur, dette er en weekendtur i et sort hul. Divebombs glider ind og ud af ingenting og opløses i kaos, aldrig med en klar afslutning. Begyndelsen af “Crypts of Decay” er tilpas kødfuld til en Suffocation plade, men den er skudt ud millioner af kilometer væk, og bevarer bankningen med ekstra fremmedgørelse. Desolation Realm skylder Missouri death metal weirdos Timeghoul en betydelig gæld, hvis to demoskiver forudså meget af nutidens kosmiske dødsmetal. Ligesom dem, er der travle trommer, der gennemborer den mørke materie. “Sepulchral Nucleus” arbejder med en traditionel, Master-agtig death metal polka, men det er så fjernt og abstraheret, at det er langt væk fra jordbunden tramp. Havde Timeghoul indspillet en ordentlig plade, ville det helt sikkert lyde meget som dette. Og hvis dette kun er deres første EP, forestil dig hvilke universer Desolation Realm til sidst vil opsluge.

Find 'Desolation Realm' på Bandcamp her.