Den knusende maler af Pig Destroyer

Pig Destroyer: Head Cage (Relapse)

Ny Pig Destroyer er altid værd at fejre. Nogle af mine yndlingsøjeblikke er, når de sænker farten, og Scott Hull, Vape Dad Riff Lord, bare slår sig ned i en tyk groove. “Starbelly” fra GOAT-albummet Prowler in the Yard er en slæmmende sejtrækning, der epitomiserer at have en parasit krybe i dig uden nogen intention om at bryde fri. Book Burner's åbningsnummer “Sis” har robuste nedbrydninger, der får mig til at spekulere på, om Scott Hull har været i fitnesscentret med Harms Way-dudes. De har også lavet syge covers af Helmet’s “In the Meantime” og The Stooges' “Down on the Street.” Pig Destroyer’s sjette album Head Cage er et album bygget op omkring disse groovy blokke, en total vending fra deres knusende grind. At tage en afvigelse og gøre det til bunden af din lyd er risikabelt, men Pig Destroyer blev ikke verdens bedste grindcore-band ved at servere genopvarmede Earache-levninger igen og igen. “Army of Cops” er en rompers romp, der tager den mistillid og paranoia, som altid har været i deres albums, og giver det mere af en hoppende tramp; “Circle River” er støjrock, der både er støjende (du ville blive overrasket over, hvor meget støjrock er lidt tam) og muskuløs. Closer “House of Snakes” refererer til “Starbelly” i sin tumult, det tætteste bandet vil komme til at være “smuk” og alligevel lyder det stadig så herligt grimt.

Vokalist J.R. Hayes er en af de få metal-tekstforfattere, jeg vil læse på papir og lytte til på plade for hans undersøgelser af menneskets forvredne natur, men “The Adventures of Jason and JR” er hans mest skøre sang endnu, hvor han beskriver en historie, hvor de bliver angrebet af Dick Cheney på vej til en Iron Lung-show, for kun at afslutte aftenen med lengua-tacos. Det er for vildt til at være sandt, og alligevel kunne overskriften “Cheney angriber lokalt band” være sandsynlig nu, ikke på trods, af dens absurditet. Det ville ikke engang være den femte skøreste del af nyhedscyklussen! Head Cage er lenguaen af et band, der er lengua selv — at spise kohud virker afskrækkende i starten, men når du spiser det og indser, hvor forbløffende mørt det er, vil du aldrig forstå, hvorfor du aldrig havde det før. Er et grindcore-band, der ikke sprænger det meste af tiden lækkert? Aldrig været mere fristende.

Horrendous: Idol (Season of Mist)

Hvad Power Trip er for thrash, er Philadelphias Horrendous for dødsmetal. På et overfladisk niveau lyder Horrendous meget som Deaths progressive æra, da Chuck Schuldiner indså fra Human og frem, at dødsmetal kunne og burde udvide sig selv. Det er Horrendous’ forståelse af sidstnævnte, der gør dem til et exceptionelt band, og deres fjerde album Idol er en triumf på den front. Deres sidste album, Anareta, indeholdt nogle omfattende overures, dødsmetal grænsede op til arenarock. Idol er lidt mere tilbageholdt, men det er ikke mindre kraftfuldt. Jo, det keyboard-ladede åbning af “Soothsayer,” der antyder, at et dødsmetalband har et stramt greb om at forestille sig det himmelske, lyder måske ikke som et band, der skruer ned. Idol’s appel ligger i, at det er mere fokuseret, mere dedikeret til at give mening til teknikalitet. “Devotion (Blood For Ink)” er det mest afslørende af deres ambitioner, Black Album storhed med Cynic’s færdigheder og kosmisk komposition. Forestil dig Hetfield eller Newstead råbe “Emptiness” for at starte sangen — det er ikke helt urealistisk. Idol manifesterer sin større vision mere subtilt — selv den instrumentale “Threnody” og closer “Obolus” føles mere på linje end outliers. Horrendous har mere end bevist, hvor dygtige de er, og hvis de får de rigtige tournéer, hvor de måske er det eneste dødsmetalband på programmet, ville de få en reel chance for at bevise deres styrke. De har allerede øje for noget, de fleste (døds) metal grupper ikke har.

An Autumn For Crippled Children: The Light of September (ConSouling Sounds)

Hollands An Autumn For Crippled Children — denne måneds bidrag til bandet min redaktør ikke vil tro er rigtigt — bliver ikke talt om som nogle af deres mere anerkendte blackgaze-kolleger, men de er blandt mestrene i denne form. Alcest var de første, der gjorde forbindelsen mellem black metal og shoegaze’s hypnotiserende kvaliteter eksplicit; Deafheaven blev superstjerner, der transcenderede genren; AAFCC brød det pragtfulde spejl og fandt endnu mere skønhed i sprækkerne. Deres syvende album The Light of September fortsætter med den æstetik, lidt renere men på ingen måde fast eller glansfuldt. Her graver de ind i deres mere post-punk side; du kunne sætte titelnummeret eller “New Hope” på en goth nat og det ville ikke bryde flyden af en New Order-blok. September er fyldt med brudte klaverstykker, der ligger i baggrunden, men alligevel på en eller anden måde stadig dominerer en sang, meget som deres afdøde kolleger Lifelover (endnu et band langt foran deres tid på black metal/shoegaze/post-punk enhedstip). Selv når det er renere, som på “Fragility”, bærer klaveret stadig en masse sorg og ufuldkommen kval. AAFCC favoriserer anonymitet, så de vil ikke være på “Last Call med Carson Daly” snart. Alligevel, hvor meget ville “The Golden Years” lyse op en skare på noget “Happy When it Rains” skidt?