Mount Eerie overbeviser os om at elske voldsomt

Historien og musikken i Phil Elverums katalog — og især de tre album efter hans kones død — er en konstant overvejelse af frigivelse i den mest ubehagelige forstand. Elverum skriver ikke om konceptet "frigivelse" på den tomme, new-age hypotetiske måde, man ville høre fra en boblende yogalærer, men snarere om idéen om "frigivelse" fra et sted af overlevelse, som livet ofte nødvendiggør. Men Lost Wisdom, Pt. 2 indeholder ikke de viscerale portrætter af sorg fra A Crow Looked At Me og Now Only, der detaljerer processen og eftervirkningerne af hans kones død og mor til hans datter, men skitserer snarere den mildere, mere villige opgivelse efter hans skilsmisse.

Sonisk set er den mere lempelig end sine forgængere — mere et suk end en gråd, hvilket giver en sparsom meditation. Teksterne på Lost Wisdom, Pt. 2 er ofte mere obskure og fyldt med mindre håndgribelig metafor — måske fordi døden er uundgåeligt håndgribelig — men giver os et udvalg af Elverums signatur voldsomme vignetter som dagen, da tabloiderne rapporterede om hans separation (“Uønsket opmærksomhed fra en umenneskelig delirisk absurd anden verden, der hele tiden forsøger at æde dig”) eller de uprootede realiteter af skilsmisse (“fremmedgjort, boende tilbage hos mine forældre”).

Her slutter Eric’s Trip-sanger Julie Doiron sig til ham på vokal for anden gang efter 2008s Lost Wisdom. Hendes tilstedeværelse er både en frisk, trøstende salve og en påmindelse om de to personer og perspektiver involveret i en opløsning. Det ændrer tonen i Elverums tidligere fuldstændige ensomhed til at signalere en ny, lettere slags sorg. Hendes præstation er enkel og smuk, der krydser ufuldkomment ind og ud og over Elverums — nogle gange står den for sig selv — holder en frase ud eller begynder en frase ofte før eller efter hinanden som to mennesker, der går smertefuldt ude af takt. Resultatet er et anderledes slags breakup-album. Det mangler vrede og bitterhed, eller endda nogen opmuntrende, forenklede lektioner at udvinde og stolt proklamere. Deres meditations- og genfortællinger mangle en tese, men eksisterer kun for at eksistere.

De harmoniserer, ufuldkomment, gennem “Pink Light” over guitarakkorder fyldt med betænkelighed, og beskriver at falde i kærlighed i det lyserøde lys fra en uventet forår, hvis luft nu er fyldt med “menneskelige rester,” og spørger ærbødigt, “Kunne der være et andet forår?”

Lost Wisdom, Pt. 2 kan fungere som en trøst til alle, der nogensinde har tænkt dybt over deres egen skrøbelighed, så de er overbeviste om, at kærlighed måske ikke er det værd. Det er bevis på, at det at give slip på nogen, uanset hvor rodede eller smertefulde, ofte selv er en handling af kærlighed og venlighed. Og for albumets smerte og spørgsmål forestiller Elverum sig at give sin datter ord af visdom, mens han ligger på sin dødsleje i “Real Lost Wisdom”: “Elsk intenst, ligesom vi gjorde, uden at undvige din blik. For kærligheden, det er det værd. Se ind i ilden.”