Mod den fremtid, der skulle have været med dig

Et af mine yndlingsbands fra det sidste årti er Thou, et metal-kvintet fra Baton Rouge, Louisiana. Mens de tager den store, sludgy lyd fra New Orleans-bands som Eyehategod og Crowbar, tager de det til smukke steder, hvor de bruger elendighed som en gnist snarere end en slut-all. Thou har skabt et rum for radikal politik, for at udfordre isolerende punk og metal kulturer, for at finde sig selv, når man elsker sin musik men aldrig passer ind i en bestemt ekstrem subkultur. De har virkelig skabt et rum på en måde, som intet andet band har formået. Magus, ude fredag på Sacred Bones, er endnu en triumf for dem, en der er mindre baseret på melodi og deres 'smukke side', men ikke mindre fængslende eller givende.

Magus er en del af en tre-plade bue, der begyndte med 2010's Summit og fortsatte med 2014's Heathen. Magus er den introspektive plade, den 'selvkritiske', som vokalist og tekstforfatter Bryan Funck udtrykker det - 'Descend into the ever-widening, yawning chasm of black thought' er hans første ord på 'Inward'. Idéen om en selvkritisk plade opstod omkring begyndelsen af skrivningen for Summit men blev først manifesteret nu. Og det er nok for det bedste. En af måderne pladen er selvkritisk på er dens diskussion om kønspolitik, noget som den tunge musik... ikke har været god til.

'Der er en forestilling om mandligt privilegium og misogyni, som jeg tager et meget hårdt blik på, og samtidig revurderer dedikation til ideologi frem for praktiske måder at interagere [med] verden på,' sagde Funck.

I 'Elimination Rhetoric,' råber Funck, 'Awake, Awake! from the misogyny-fueled fever dream: that pestilential forced reality, that focal point of corruption, that has bred in the dark recesses and colonized our psyche, that has spread in the dark recesses and colonized our psyche.' 'Transcending Dualities' har også en revolutionær ånd: 'Our sexuality is transience and transgression. Shape-shifting through life to navigate the trench of sex and desire. Withering in meaningless conflict, drowning diversity in the shallow pool called homogeny. Yours is lost in the lapse of time. Ours is limitless form. Yours is lost in the lapse of time. Ours is limitless choice. Yours is the decaying corpse whose stench is lost in the lapse of time.' Det er ikke den slags observationer, man ser fra sexbesatte og sexsultne metalfyre, dette ser mod fremtiden, mod hvad der burde have været. Det truer med at bryde barrierer, noget vi kunne bruge mere af.

Funck tænkte meget på disse ting inden #MeToo. En stor fristelse blandt folk, der prøver for hårdt på at være woke (det er ikke kun 'kritikere,' det er ikke kun 'lyttere' eller 'fans' eller 'stans,' det er os alle?) er at betragte alting - især hvis det lyder mørkt eller vredt - gennem nuværende begivenheders prisme, alting som en reaktion på den aktuelle administration. Det prisme slører den værre sandhed, at intet af dette er nyt. Musik er vigtigere end nogensinde for at forstå, hvor absurd alting er, og hvordan vi kan håndtere det, og i det mindste holde os sindssyge - 'eller sprede den bevidsthed, så det er uudholdeligt for alle. Hvorfor lide alene?' spøge Funck. Det betyder ikke, at vi kan tilskrive en fast betydning for katharsis.

'Den virkelig barske selv-evaluering er lidt mere mærkbar for folk nu, da det er ting, der er kommet ind i en mainstream dialog,' sagde Funck. 'Vi bliver ofte spurgt 'er det aktuelle politiske klima og bla bla bla' - de ting, der sker, er ikke meget anderledes end hvordan tingene har været i årevis. Mange af de negative aspekter af samfundet er mere åbenlyse og mere brazen, det bliver mindre og mindre tåleligt.'

En plade, der får dig til at kigge indad og stille spørgsmålstegn ved dig selv, måske hade dig selv, vil selvfølgelig være tungere. Thous tidligere plader har taget en mere post-rock-tilgang til melodi, som var meget på mode da bands som Isis og Pelican fik traction, da de startede. (I andre nyheder: midt-2000'erne var et årti siden!) Thou lød ikke som nogen af de bands, eller nogen band i post-metal spektrum, virkelig. Magus skærer ned på meget af post-rocken, hvilket skubber balancen endnu mere mod pummeling sludge. 'Sovereign Self' er, hvor det er mest fremtrædende, og det bliver hurtigt slukket. Funck beskrev Magus som 'Heathen med alle de tilgængelige dele skåret væk,' og i deres øjne er det en reaktion på den plades fokus på de blødere sektioner.

'På et tidspunkt var vi ligesom, vi vil have en underjordisk mutant lyd, rigtig barsk eller hvad som helst,' sagde han. 'Jeg er interesseret i at se, hvordan folk tager det, for vi var virkelig overraskede - vi havde alle godt kunne lide Heathen meget, da vi indspillede det, men vi var lidt overraskede over den opmærksomhed, det fik. Mange mennesker forventer sikkert, at vi skriver efterfølgeren til Heathen.'

Det er ikke at sige, at Magus er et radikalt skift - det er stadig en Thou plade i hjertet. Grunge har hemmeligt været en stor del af Thous lyd, og mens det mest kommer frem, når de dækker Nirvana, som de har gjort et par gange før i tiden, er det sådan, at melodien i Magus manifesterer sig mere og mere. Der er ikke længere balancen mellem det delikate og det tunge, selv de behagelige ting har elendighed i sig.

'Jeg har altid følt, at vi er mere et punk grunge band end et metal band,' sagde Funck. 'Måske lidt mindre Nirvana, lidt mere Alice in Chains. Jeg ved ikke, hvor meget af grunge-tingene der var fremtrædende i [vores musik], men vi er alle vokset op i 90'erne, det er så uløseligt forbundet med vores personligheder; det ville være svært ikke at trække på det på en eller anden måde.'

Der er endda lidt black metal smidt ind i Magus i introen til 'Dualities.' Guitarist Matthew Thudium spillede guitar i Baton Rouge døds/black metal band Barghest indtil 2015, og det er en lille hyldest til hans tid i den gruppe. Selvom det kun er en lille del af Magus, er det noget som de tænkte meget over, og det passer ind i pladens samlede barskere karakter.

'Vi talte meget om, hvordan vi ville have en black metal fornemmelse til det, uden at være en black metal plade. Det blev destilleret ned til en følelse af trussel, af ondskab, som vi forsøgte at nå frem til,' sagde Funck. 'Hvis vi nogensinde skrev denne black metal plade, ville det ikke lyde som en black metal plade for de fleste mennesker. For os, hvad vi end angriber, vil det blive maltrakteret gennem et bestemt prisme, som på dette tidspunkt, Thou lyden, er det ikke noget, vi skulle bruge meget tid på at tænke over.'

Ensommhed er en stor del af black metal. Passer det til Magus' mission om selvkritik?

'Det understøtter en følelse af megalomani snarere end at tage et kritisk blik på, hvordan du nærmer dig verden, men måske lytter jeg til de forkerte black metal bands,' sagde Funck.

Thou har meget, der syder under overfladen, og hvis det ikke kom ud under Magus, ville det komme ud på en eller anden måde. Magus er forudgået af tre EP'er - The House Primordial, alle nådesløs støjende sludge (som vi dækkede i maj-udgaven af ​​vores metal kolonne Deaf Forever); Inconsolable, som fokuserer på deres blødere side og er så tæt på en Thou-akustikplade, som du vil få; og Rhea Sylvia, som drives af Thudium og spiller op til deres 90'ers alt-rock indflydelser. Alle tre tog kerndele af Thous lyd og isolerede dem i deres egne enheder. Rhea lyder mest som Thous fuld længde, men Primoridal var mest forudsigende for Magus' retning - det er den grimmeste ud af de tre, og Magus læner sig ikke så meget på melodi som deres andre album.

Selv de mest hengivne Thou følgere ved, at de er svære at følge med i, og Funck anerkender, at meget af deres diskografi bliver fejet til fordel for fuldlængderne. Buen med EP'erne og Magus der kommer senere var bevidst.

'Normalt, når vi udgiver en fuldlængde, har vi et stykke materiale, der ikke helt passede, og vi udsender denne EP sammen med fuldlængden, ikke nødvendigvis dårligere materiale, men ting, der ikke passede til sammenhængen, som vi ville have albummet til at være,' sagde han. 'Mange gange bliver disse EP'er glemt, fordi folk fokuserer virkelig på fuldlængden. Jeg tror, ​​at denne gang, i vores hjerner, hvad kan vi gøre for at få folk til at stoppe og fokusere på de andre ting, vi udsender, som er lige så vigtige som den egentlige plade.'

De appellerer til pladesamlere, men de vil have dig til at gå ud over forbrugskulturen. Jeg tror, ​​at metal - selvom Thou ikke kalder sig det og distancerer sig fra det - kan være et værktøj til at se ind i dig selv, til at forsøge at opnå en form for højere forståelse eller bringe dig på vej til det. Hvorfor slå sig til ro med eskapisme?