Deaf Forever: Den bedste metal fra april, anmeldt

Ails: The Unraveling (The Flenser)

Amerikansk black metal har stadig sin tid, selvom de sene nullere er langt bagud, men mange af os er stadig ikke kommet over, at Ludicra gik i opløsning tilbage i 2011. Som et af de første betydningsfulde post-Weakling black metal bands i Bay Area (og hele USA) bragte Ludicra en urbanitet, der tidligere var uopdaget, i deres grove melodier og deres tekster, der afskaffede det fantastiske til fordel for det grå og ubarmhjertigt dystre. Siden deres opløsning har guitarist John Cobbett og trommeslager Aesop Dekker dannet ultra-metal bandet VHÖL, og Dekker har også været aktiv i Agalloch, Extremity og Worm Ouroboros. Vokalist Laurie Sue Shanaman og guitarist Christy Cather har ikke været så aktive, men de har endelig gjort deres store comeback med Ails. Deres debut The Unraveling fortsætter præcist, hvor The Tenant, Ludicras sidste album, slap, som om gentrificeringen stoppede brat. Cather afslører sin gæld til Sveriges onde melodier, især de betagende tundras fra Dissection, og hun dækker dem i snavs, mens hun lader deres storhed titte frem. Åbneren “The Echoes Waved” fanger desperationen særligt godt, og indfanger en håbløshed, der føles endnu mere resonant nu. Det fremhæver hvad der gjorde Ludicra så elsket: det er både et ansigtstræk ind i livets ubarmhjertige beton og en flugt, noget at spille højt, når den skodde du har boet med er her igen. Selv uden Dekkers punk-hjerte, er Unraveling direkte på en måde, som mange black metal plader ikke er. Melodier tager tid til at afsløre sig selv, men overbliver ikke. Det virvar, det skubber dig ind i, ser velkendt ud, og du genkender bygningerne og de snakkende masser, der omslutter dig, og de er ikke mindre desorienterende. Ludicra er døde, længe leve Ails.

Ghastly: Death Velour (20 Buck Spin)

Der er masser af killer old school death metal derude lige nu, og der er absolut intet galt med det. Jeg har dækket det rigeligt her, for alt der kan få børnene væk fra indie er værd at hylde. Nogle gange ønsker man ikke den samme gamle Autopsy og Obituary tilbedelse, man vil have noget lidt freaky, lidt mærkeligt. Man må tage til Finland for at tage et hårdt venstre på venstrehåndsvejen, og Ghastly giver et slangeagtigt twist til den gamle skole med deres andet album Death Velour. Der er spidse, spøgelsesagtige melodier, der minder om den proggede black metal fra Negative Plane og Occultation, som får pladen til at føles fyldig, som dens navn antyder. “Plush” er ikke hvordan man normalt ville have sin death metal, “The Magic of Severed Limbs” tager det til mere doomede sletter, som hvis Trouble gav op for kristendommen men ikke deres apokalyptiske besættelse. Klaveret svæver ind og ud, indhyllet i silke og synes at være ankommet til den forkerte séance (plush og silke som death metal beskrivelser? 2018 er virkelig på den), men falder straks i hak med gæsterne. “Scarlet Woman” afslutter pladen og det er dem på deres mærkeligste, der forvandler NWOBHM skønhed til noget grimt og psykedelsk, men stadig ultimativt smukt. Det er en prog suite for lange hår der bærer frynsede skjorter, åbner sig til flade, rige sletter af maver og ser ud som guder, selv efter ikke at have badet i flere uger. Velour er en af 2018s sleeper hits, en uventet death metal juvel hvor perversion er vævet ind i fine detaljer i stedet for at blive opkastet over det hele.

Aura Noir: Aura Noire (Indie)

Aura Noir er en norsk black-thrash institution, hvor bemærkelsesværdige sorte navne som eks-Immortal bassist Apollyon og eks-Mayhem guitarist Blasphemer fik deres start. Den underligt navngivne, ikke præcis selvbetitlede Aura Noire — der findes et langvarigt fransk black metal band ved navn Aura Noire, og de to har sandsynligvis aldrig krydset veje — er netop det giftige og Venom-elskende angreb, du kunne forvente. Vokalist og guitarist Carl-Michael Eide, kendt som Aggressor her, er en kultfigur for sin progressive streak i Ved Buens Ende og Virus, og selvom Aura Noir er meget mere straight-up metal end nogen af de to, kan han ikke ryste prog af sig. Du kan høre strejf af Voivod overalt i hans riffs, der tilbyder et mellemgrund mellem de canadiske legenders mere vilde begyndelser og den prog-thrash juggernaut, de ville blive. Intet er forkert, men intet er heller standart, de opretholder den rette balance mellem genkendelighed og uforudsigelighed. “Demoniac Flow” er deres mest Voivod-tilbedende, med små kvidringer og drejninger, der næsten bringer Piggy tilbage fra de døde. “Cold Bone Grasp” er et andet højdepunkt, som hvis Iron Maidens tidlige streetwise lyd gik i klammeri med et d-beat band. (Kom i tanke om det, det kunne også beskrive Darkthrones æstetik for nylig.) Aura Noirs rødder i den mere vanvittige ende af 80ernes thrash er sandsynligvis grunden til, at de udgiver bedre materiale end nogle af de black metal bands, som deres medlemmer er tilknyttet — denne plade kan flyve forbi hvis du ikke er dybt inde i thrash, og den bør ikke overses.

Power Trip: Opening Fire: 2008-2014 (Dark Operative)

Power Trip dominerede metal sidste år, men det er vigtigt at vide, at de ikke kom fra ingenting. De har været et band i et årti på dette tidspunkt, og det er først for nylig, at det har givet udbytte. Selv som scrappy upstarts, rystede de Texas pits og lavede thrash, der ikke passede ind i “thrash revival” profilen længe før pakketurneerne kom. Opening Fire samler fra bandets selvbetitlede 7-tommer, The Armageddon Sessions EP, og optrædener på America's Hardcore og The Extermination: Vol. 2 compilationer. NYHC indflydelsen er meget mere åbenlyst i deres tidligere dage, og de tager især fra dets Texas-bredte spin fra Austins største band nogensinde (suge det, Spoon) Iron Age. De coverer Prongs “Brainwave” på den selvbetitlede EP og den gruppe er i særdeleshed overalt i disse optagelser, og giver en skabelon at bygge og erobre med. Mens sangene får et lydboost fra gruppens producer og i-navn metal knobsmith Arthur Rizk, mistes ungdommen ikke. De havde måske ikke helt figuredet ud, men de var ret langt foran flokken fra starten. Det er sådan Metallica kom ind i spillet med Kill ‘em All, og de endte med at være ret okay.

Redaktørens note: Andy anmelder Sleeps nye album for en anden publikation, så jeg vil træde ind her og give det en to ords anmeldelse: Blaze It.