Ric Wilsons \"Ikke en leder, han er talsperson

Mens vi tog ly under det uventede regnvejr og kulde udenfor, slog vi os ned i hjørnet af lædersofaerne lige bag Empire’s udendørs scene, luften en smule tåget fra uidentificeret røg og fugtighed, vores samtale stoppede og startede, mens personalet på stedet fyldte en køler med is, eller vi pause for at lytte til Y La Bamba og Bartees Strange (de første optrædende til dagfesten, som Wilson står i spidsen for, programmeret af BrooklynVegan og Resound Presents). Wilson lader sig ikke påvirke af det dystre vejr — iført sorte bukser og en denimvest lagdelt over en turtleneck, med en enkelt filtblomst som ørering for at lysne tingene op — og understreger, at SXSW har "været godt ved os" i år.

For første gang siden 2019, med lockdown og livet i London, der forhindrede hans deltagelse i SXSW i de mellemliggende år, indtog Wilson scenen i Austin, Texas, tidligere på ugen. Han laver stadig meget crowd work, men pandemien har for det meste sat en stopper for Soul Train-linjerne. "Jeg kunne lave en i dag," sagde han, "det afhænger af niveauet for publikum." For at forberede sig til festivalen fokuserede han på hvile i stedet for øvelse: "Jeg har hvilet mig op til denne uge, gjort mig klar til denne uge," siger han, og tilføjer så, med en svag britisk accent, "'Cause I knew it was gonna be fucking mental."

Den Chicago-skabte kunstners tid i Storbritannien påvirkede mere end blot hans ordforråd, og det var næppe et ophold; han beskrev det som at åbne op for en af de mest samarbejdsvenlige perioder i hans karriere, som fortsatte til hans arbejde i USA. På tidligere EP'er som 2018's BANBA og 2019's Yellowbrick er der features, men fra og med 2020 er Wilsons udgivelser enten dobbelt- eller trippel-billetterede: Han gik sammen med Terrace Martin for 2020's They Call Me Disco, så med Yellow Days for næste års opfølgende EP, Disco Ric in London Town, og har annonceret en kommende EP, denne gang sammen med Chromeo og A-Trak.

Den kommende udgivelse hedder CLUSTERFUNK, titlen et spil om genre og slang, der betyder præcis, hvad det lyder som: Disse ni sange handler om at finde din groove i en turbulent verden, din lyd inden for al larmen.

   Ric Wilson, Chromeo og A-Trak i studiet; foto af Marcus Lorenzo. 

De fire kunstnere — Wilson, Chromeo’s David “Dave 1” Macklovitch og Patrick “P-Thugg” Gemayel samt Dave 1’s bror Alain Macklovitch, også kendt som A-Trak — begyndte at arbejde på CLUSTERFUNK i 2020, og indledte sessionerne med lange samtaler om politik (især fængselsafskaffelse), der ligger til grund for projektet. De holdt daglig kontakt, og kom sammen igen i august 2021 og juni 2022 for at færdiggøre EP'en.

Et citat fra arrangør og afskaffelsesforkæmper Mariame Kaba, som Wilson nævner som mentor, forankrer budskabet i en interlude, i tilfælde af at lytterne har været for optaget af at danse til den sjæl-, disco- og funk-prægede musik for at høre, hvad Wilson hele tiden har sagt: “Jeg fortæller folk, at vores straffesystem er racistisk,” siger Kaba, “at det er klassist, at det er sexistisk, at det er transfobisk, og at det er mere. … Vi er stadig et land, der lever med frygt. Altid meget frygt. Og også et land, der stadig føles usikkert, selvom vi låser 2,4 millioner mennesker inde i vores land.”

I et interview med VMP i 2019 sagde Wilson, “Måske kan jeg være en talerør for, hvem den næste Mariame Kaba er… Jeg tror, jeg er bare talerøret lige nu, jeg finder ud af en dag, hvor jeg skal være.”

Fire år senere, og han mener, han har fået det figureret ud: I vores samtale genklanger han, hvad næstsidste nummer på CLUSTERFUNK erklærer: “Jeg er ikke en leder, jeg er et talerør.” For ham betyder det at være et talerør at arbejde i linjen med kunstnere som Fela Kuti og Public Enemy’s Chuck D, “uddanne, [åbne] folk op, få folk til at stille spørgsmål ved alt, og ikke bare sige, ‘Det er en god sang.’”

Ric Wilson er talerøret, og han når igennem til folk — ved en tidligere optræden på SXSW tirsdag forklarede han: “Denne person fra Singapore hoppede op på scenen. De kom tilbage og græd og talte om, hvordan mine tekster rørte dem, fordi de var en minoritet i Singapore. Og det var vanvittigt, som, åh min Gud.”

“Det var et rigtig smukt øjeblik,” tilføjede Wilson.

Senere samme dag var jeg front og center, mens Wilson, med sit karakteristiske forhøjet humør, opfordrede publikum til at løsne op, og guidede os i en simpel groove, skubbende fra side til side og frem og tilbage. Selvom energien ikke var helt rigtig for en Soul Train-linje, fik han os alligevel til at danse.