Referral code for up to $80 off applied at checkout

Blitzen Trappers Magnum Opus fylder 10 år

Den September 21, 2018

Vi præsenterer en eksklusiv variant i begrænset oplag af Blitzen Trappers Furr, bandets fjerde album og mesterværk, i Vinyl Me, Please-butikken nu. Du kan købe vores edition her, og læs videre for et essay om albummet for at fejre dets 10-års jubilæum.

Get The Record

VMP eksklusiv pressing
$32

Hvis man skruer tiden tilbage 10 år, ser det virkelig ud som om Blitzen Trapper var på vej mod legendarisk status. De var netop gået fra uafhængige udgivelser til et pladeselskab og havde underskrevet deres første kontrakt med Sub Pop, og de gjorde sig bemærket med deres fjerde LP, den meget alsidige Furr. Pladen fik positive anmeldelser fra næsten alle, inklusive adskillige optrædener på årets slutlister. Rolling Stone rangerede endda titelnummeret som årets fjerdebedste single, lige bag Beyoncé's 'Single Ladies', Santigold's 'L.E.S. Artistes' og MGMT's 'Time to Pretend'. Blurb'en kaldte sangen 'bedragerisk smuk, dybt mærkelig og næsten perfekt,' og roste den som 'Bob Dylan på klonopin.'

'Bob Dylan på klonopin' er så god en beskrivelse som nogen, fordi Blitzen Trapper altid har været et svært band at fastlægge. Deres Wikipedia-side klassificerer dem som 'alternative country', men de lyder ikke meget som Ryan Adams eller Jason Isbell. Den nærmeste parallel i genren er nok Wilco, et andet band, der startede med country-rødder før de bevægede sig mod mere eksperimentelle græsgange. Men hvor Wilco's debut A.M. fra 1995 serverer en mærkbar mængde twang på hver sang, satte Blitzen Trappers første album - deres selvbetitlede indsats fra 2003 - deres rastløshed på fuld visning. For hver country-ballade som 'Reno', havde albummet et larmende noise-rock nummer som 'Cracker Went Down'. I løbet af deres første tre album forvandlede Blitzen Trapper deres mangel på genreloyalitet til en styrke. Klassiske countrykunstnere som Willie Nelson; folk-rock helte som Neil Young; den støvede, oprørske sydstatsrock af Drive-By Truckers; de vidtstrakte landskaber fra tidlige Modest Mouse album; I.R.S.-æraens R.E.M.; Odelay-æraens Beck: bandet kunne påstå alle disse referencer og mange andre, en kendsgerning der gjorde dem spændende for et bredt udvalg af lyttere. Fra outlaw country fans til indie-rock-elskende hipstere, Blitzen Trapper havde noget for enhver.

Da Furr udkom den 23. september 2008 - 10 år siden denne søndag - var Blitzen Trapper klar til et gennembrud. Furr er albummet, der bedst destillerer alt, hvad Blitzen Trapper gør godt til en enkelt erklæring. Det balancerer deres underligheder med en fortryllende charme og grænseløs læsefærdighed i klassisk 60'ers og 70'ers rock. Eksemplificeret i titelnummeret, der parrer en smuk Rubber Soul-lignende melodi med en fortælling om en ung mand, hvis rastløshed fører ham til at blive et vildt dyr. I kernen er fortællingen en metafor om ungkarleliv og at vokse op, men den fabelagtige opsætning gør den mere foruroligende end den gennemsnitlige coming-of-age fortælling.

Den samme følelse af vild trussel dominerer meget af Furr. 'Black River Killer' er en snigende mordballade, hvis fortællers første impuls er at tage liv. Bandet brager igennem 'Love U' som en tank, med hylede vokaler, mudrede guitarer og hektiske trommeslag, der dominerer sangens midterdel. 'Echo/Always On/Easy Con' opløses jarring fra en hjerteskærende ballade spillet på et vaklende gammelt klaver til et rod af ambient lyde, efterfulgt af en ejendommeligt triumferende funk-jam. Og 'Lady on the Water' er en regnvåd bøn af en sang, en der føles uhyggeligt som at fare vild i skoven og vandre længere og længere væk fra din egen virkelighed.

Her ligger genialiteten af Furr: at lytte til det føles som en drøm eller en trance. Alt ved pladen - fra historierne i sangene til rækkefølgen til den måde, som forsanger Eric Earley skifter sin vokalstil fra sang til sang - føles kalibreret til at løsne dig fra fjollede ting som sted og tid. Resultatet er en plade, der er udfordrende, uregelmæssig og dybt mærkelig, men også fuldstændig givende og fuldstændig unik i lytteoplevelsen, den giver.

På mange måder, Blitzen Trapper omkring Furr løb en parallel rute til Fleet Foxes, et andet band der brød igennem i 2008 med en kritikerrost, drømmelignende LP. Begge bands kom fra Pacific Northwest, med Fleet Foxes fra Seattle og Blitzen Trapper hjemmehørende i Portland. Begge bands havde netop udgivet deres gennembrudsplader via Sub Pop. Begge bands tog folk, country og roots-rock påvirkninger og fik dem til at lyde cool og vitale igen. Fleet Foxes frontmand Robin Pecknold co-signede endda Blitzen Trapper ved at rose 'Lady on the Water' i en artikel for Line of Best Fit. 'Jeg tror, en god folkesang er som en maskine, alle elementer perfekt kalibreret,' sagde Pecknold. 'Denne sang er Large Hadron Collider, der smadrer ting sammen for at nå til bunden af universet.'

'Resultatet er en plade, der er udfordrende, uregelmæssig og dybt mærkelig, men også fuldstændig givende og fuldstændig unik i lytteoplevelsen, den giver.'

Af en eller anden grund divergerede de to bands dog efter dette punkt. Fleet Foxes red deres 2008 buzz til en Pitchfork album of the year titel og nærmest-husstandsstatus. Selv i dag, efter en mere end seks års pause mellem deres andet (2011's Helplessness Blues) og tredje (sidste års Crack-Up) fuldlængde album, kommanderer Fleet Foxes stadig solide salgstal og nær-mytiske niveauer af ærbødighed fra musikskribenter og musikfans ligeledes. Blitzen Trapper derimod, er stort set tilbage i undergrunden. Pitchfork anmeldte ikke engang bandets sidste to album, og fra sidste år, udgiver Blitzen Trapper deres materiale uafhængigt igen.

'Det er svært at sige, hvad der skete med Blitzen Trapper, for i virkeligheden skete der ikke noget med Blitzen Trapper,' skrev No Depression i en anmeldelse af 2015's All Across the Land. Det er en passende udtalelse, for det illustrerer de to modstridende tendenser, der har domineret bandets fortælling siden Furr. Blitzen Trapper var for mærkelige og idiosynkratiske til at opbygge den slags massive fanbase, som Fleet Foxes vandt over, for dedikerede til at udskære deres eget hjørne af musikverdenen, genre eller fanbase være forbandet. Helt sikkert, at følge bandets bue over de sidste 10 år har været en øvelse i uforudsigelighed. De har oscilleret mellem eksperimentelle bevægelser (2013's VII, som bandet beskrev, ret præcist, som en 'futuristisk hip-hop/country-rock hybrid') og mere konventionelle udgivelser (2015's All Across the Land, en ligefrem roots-rock plade med store riffs og anthemiske kor). De har aldrig igen genfanget den perfekte storm af sange, timing og kritiske zeitgeist, som de ramte med Furr, hvorfor det forbliver deres magnum opus. Det er ikke den nemme hverdags-lytning som Fleet Foxes er; det er ikke en plade, der nogensinde vil ende på en 'stille musik at studere til' playliste. I det rette øjeblik kan det dog være intet mindre end transformerende at sætte nålen på Furr.

Del denne artikel email icon
Profile Picture of Craig Manning
Craig Manning

Craig Manning is a freelance writer with bylines at Chorus.fm, Behind the Setlist, and Modern Vinyl. He's left specific instructions to be buried alongside his guitar and his collection of Bruce Springsteen records.

Get The Record

VMP eksklusiv pressing
$32

Bliv medlem af klubben!

Tilmeld dig nu, fra 44 $
Indkøbskurv

Din indkøbskurv er i øjeblikket tom.

Fortsæt med at browse
Lignende plader
Andre kunder købte

Gratis levering til medlemmer Icon Gratis levering til medlemmer
Sikker og tryg betaling Icon Sikker og tryg betaling
International forsendelse Icon International forsendelse
Kvalitetsgaranti Icon Kvalitetsgaranti