Gaygirl tager det stille og roligt med 'Pleasurehead'

Denne anekdote kan meget vel være en passende repræsentation for Gaygirl, som består af tre 20-årige med alle de færdigheder, man kan misunde erfarne veteraner, men uden den prætenser, der ofte følger med sådan dygtighed. På trods af det pres, der hviler på millennierne, og den stigende betydning af at skabe personlige mærker for succes, anerkender Gaygirl vigtigheden af langsom, organisk vækst, som de har lært fra de skabeloner, der er sat af de scener og bands, de er inspireret af.

Gaygirl blev dannet i 2016 efter et tilfældigt møde mellem forsanger Bex Morrison, da hun var i gang med at indsamle penge til et velgørende formål, og Clark. Det lyder som punk rock fanfiction: Clark tilmeldte sig hendes velgørenhed, købte hende en T-shirt, og til sidst fandt de sig selv med at fordybe sig i deres fælles musikalske indflydelser som The Kills og Sonic Youth. Efter at have sendt guitarpartier og vokaler frem og tilbage via e-mail, kom den instinktive trang til at forfølge deres ideer som et fuldt udbygget band. De fandt trommeslager Louis Bradshaw og gik i gang med at spille så mange live shows som muligt, før de udgav musik.

Bandeens ukonventionelle begyndelse, der minder om gamle punkbands dannet i skolegårde og garager, skyldtes primært utilgængeligheden af professionelt optageudstyr. Dog gav de få promoveringsfolk og spillesteder, der så potentiale i Gaygirl, dem mulighed for at bruge scenen som deres værksted. Da det endelig blev tid til at indspille deres første single “Paralydise,” vidste de, at de havde noget at jagte. “Når man spiller live, har man den energi og adrenalin, der feedes af publikum og hinanden. Åbenlyst, i et studie, har man ikke det,” forklarer Morrison. “At prøve at genskabe den energi og kraft, man har live, og oversætte det til en studiemæssig indstilling er den mest udfordrende del af det.”

At kigge på deres livevideoer er som at træde ind i en tidskapsel fra en periode, hvor kornede live sæt badede i rødt lys var den bedste måde at finde musik på internettet. Denne selvpålagte pligt til at dokumentere bands på lokale spillesteder er langt fra forsvundet, men i en by så stor som London er det forfriskende at se fragmenter af Gaygirls vækst sprede sig over YouTube i løbet af tre år.

Denne relativt nede på jorden tilstedeværelse på internettet har givet dem mulighed for at udforske deres lyd, idet de undgår alle forsøg på at placere dem i en genre. Den langsomme evolution af Gaygirls lyd fra 2018’s “Paralydise,” en hypnotisk dronelyd, der minder om Joy Division, til 2019’s “Hair” og “Sick Note” er mere logisk end brat. Resultatet kan bedst beskrives som PJ Harvey, der fylder ud for Nirvana’s vokaler. Morrisons smertefuldt skarpe vokaler kryber på grænsen til et skrig og klinger smukt sammen med de fuzzy guitarer. Det er en bombardement af lyd, der omfavner alle sanser og fremkalder en særlig form for følelser og erotik, der findes i de svagt oplyste badeværelser i et slidte gammelt spillested med den dæmpede musik, der banker uden for døren. Gaygirl anerkender sammenligningerne mellem dem og deres ’90’er alternative inspirationer, men afviser i sidste ende genre. “At holde sig til en bestemt genre kan begrænse dig til en bestemt lyd, hvilket fjerner fra det, der kan opnås gennem bandudvikling,” forklarer Clark. Pleasurehead er resultatet.

EP'ens overordnede temaer om kontrol, i alle dens forvrængede former af det ondsindede, gør den til en mørk og dyster plade, der indlejrer sig i dig med hver lytning. Dette skyldes muligvis manglen på kontekst og de endeløse betydninger, der kan tilføres hver tekstlinje. Morrisons ord tvinger dig til at hænge ved dem og finde den mindste smule betydning, der ligger mellem hver linje. “Når du læser lyrikken, er det måske ikke helt åbenlyst. Men jeg tror, jeg kan lide det,” erkender Morrison. “Selvom nogle af teksterne er ret mørke, er der lidt humor i det. Måske er det kun for mig — men for andre kunne det betyde noget andet.”

På trods af et lille katalog er Gaygirls tilgang til musik forfriskende og minder om en tid, hvor forbrug var en langsommere, mere bevidst handling. Handlingen med at omstøde den ofte grusomme og skræmmende cyklus af mainstream succes med fokus på at pleje interpersonelle forhold til hinanden — og med fans i de lokale scener — bliver stadigt mere radikal. Gaygirl viser, at succes ikke er lineær, og det bør det ikke være. For nogle er den højdepunkt at spille ved åbningen af en klatrevæg, eller måske er det lige over den.