Ugens album: The Kills' Ash & Ice

Hver uge vælger vi et album, som vi synes, du bør bruge tid på. Denne uges album er Kills' Ash & Ice.

Da de ankom i sæsonen med rock-genoplivende duoer i 2003, skilte Kills sig især ud for deres fedtede mode (Black Keys klædte sig som bankansatte på weekendtur i begyndelsen) og den elektriske seksuelle spænding mellem Jamie Hince og Alison Mosshart, der var om deres musik som det hvide papir omkring et Polaroid (i modsætning til White Stripes, af åbenlyse årsager). Hvor deres samtidige duoer var tilfredse med at gentage blues og klassisk rock, lavede Kills musik, der virkede forudbestemt til at akkompagnere Victoria's Secret modeshows eller bilreklamer med mange eksplosioner. De var bedre klædt, lavede musik der var mere legende—selvom den var mindre succesfuld—og det virkede som om, de havde det fint med, at folk troede, de faktisk havde det sjovt. De skulle blive kæmpestore.

Men det skete aldrig rigtigt. En del af det skyldtes timing—5 albums på 13 år er ikke nok til at minde folk om, at de eksisterer—plus Kills har liv uden for gruppen. Hince giftede sig med Kate Moss og var en tid faktisk en tabloidfigur i Storbritannien. Mosshart begyndte at male og hang ud med Jack White i Dead Weather. Plus, bandet lavede kun gode albums, aldrig en karriere-definerende klassiker. Ikke at det betyder noget særligt; deres gennesnit er bedre end de flestes, men der er virkelig ikke et album, man kan pege på i deres diskografi, som er det ene, man skal starte med.

Ash & Ice, Kills' femte album, kunne være det album. Det har bestemt en fantastisk baggrundshistorie: Hince smækkede sin finger i en bildør, og efter en mislykket kortisonsprøjte var han ved at miste hele sin hånd. De måtte bytte sener ud, hans hånd blev flænset kirurgisk som en torturredskab a la Ramsay Bolton, og han måtte til sidst lære sig selv at spille guitar med sin videnskabeligt genopfundne hånd. I mellemtiden blev han bedre til at producere det elektroniske baggrundsslim, som har været den stille højdepunkt i Kills' musik siden begyndelsen, blev skilt og tog en togrejse gennem Sibirien, hvilket gav albummet dets navn.

Det er fristende at kalde Ash & Ice Kills' “elektroniske” album, men Hince's øgede produktionsfærdigheder får det ikke til at lyde som et Daft Punk-album eller noget lignende. Baggrundene for disse sange er bare mere udfyldte på en måde, som andre Kills-albums klarede med attitude i tomheden bag Hince's guitarer. Først single “Siberian Nights” er det bedste eksempel; det er multifarvet på en måde, som de fleste Kills-sange ikke har været. Hince's programmering er bedst på “Doing It To Death” som bygger sin sydende fuzz oven på en beat, der lyder, som den er hentet fra et DJ Drama-bånd, “Days Of Why And How,” som ikke ville kræve meget arbejde for at overbevise nogen om, at det er en Phil Collins-cover.

Ligesom hvert Kills-album skyldes succesen med Ash & Ice for det meste Mosshart, og hemmeligheden ved Kills' diskografi og hendes arbejde i Dead Weather er, at hun er blevet en bedre vokalist. Hvor hun tidligere skreg som en banshee, har hendes stemme udviklet lag, hvor hun kan croone (“Hum for Your Buzz”), lyde som en rockabilly-zombie (“Hard Habit to Break”), og udføre en ballade (“That Love,” “Echo Home”). Hun er sandsynligvis den bedste vokalist i mid-major indie rock, og næsten ingen anerkender det.

Ash & Ice er, for mig, det bedste Kills-album. Og i sidste ende betyder det ikke noget, om de aldrig bliver det største band på jorden; de vil være et band, der er prominent fremhævet på tredje linje i hver festival line-up fra nu af. Du ville have virket skør, hvis du havde valgt dem som den rock-duo, der klarer det så længe og laver mere vital musik, end de gjorde i starten, men her er de, med det bedste arbejde i deres karriere, stadig ude i midnattsboomet og holder sig på deres barske side.