Der er et absurd stort udvalg af musikfilm og dokumentarer tilgængelige på Netflix, Hulu, HBO Go og mange flere. Men det er svært at vide, hvilke der egentlig er værd at bruge sine 100 minutter på. Watch the Tunes vil hjælpe dig med at vælge, hvilken musikdokumentar der er værd at se på Netflix og slappe af med i weekenden. Denne uges udgave dækker Madonna: Truth Or Dare, som kan streames på Netflix.
Jeg er ærligt talt overrasket over, at det var første gang jeg satte mig ned for at se Madonna: Truth Or Dare. Både denne film og hendes sofabordsbog med “skandaløse” fotos udkom omkring samme tid, da jeg var på vej ind i puberteten, og jeg, ligesom de fleste drenge i den alder, var besat af at se nøgne kvinder så ofte som muligt. Jeg ved, det får mig til at lyde gammel, men en legitim film (distribueret af Miramax!), der var kendt for et kort glimt af en nøgen Madonna, er noget, jeg på en eller anden måde ville have fundet en måde at se. Men nok om de mere fordærvede aspekter af filmen, som er ret tamme efter nutidens standarder, for der er så meget mere i den, som er værd at dykke ned i.
Som dokumentar er Truth Or Dare temmelig mærkelig. Det er en så fascinerende ubalanceret film, med øjeblikke presset ind, der er designet til at humanisere Madonna for publikum, som hendes tur til kirkegården, hvor hendes mor er begravet, og sekvenser, hvor hendes dysfunktionelle bror både kører på hendes rygsøjle og derefter lader hende i stikken. Men så får du disse ekstremt smålige øjeblikke som når hun latterliggør Kevin Costner (med en imponerende mullet, må jeg tilføje) bag hans ryg, hvilket er så tåbeligt barnligt, og hun fik lidt kritik for at lade det blive i filmen. Al optrædelsesoptagelserne er optaget i farve, men alt andet er i sort-hvid, hvilket ikke er den mest opfindsomme måde at holde backstage fra at flyde over på hovedscenen på, men det fungerer godt nok her. Man får bestemt en fornemmelse af, at Madonnas liv var konstant over-top-showmanship, og baseret på tidligere Watch The Tunes-indlæg Who the F**k Is Arthur Fogel, billetter til homegirls shows er STADIG hver en krone værd.
En af de mest interessante varige virkninger af Truth Or Dare er den næsten allestedsnærværende stemme fra Madonnas besætning af backupdansere. I 1991, da filmen udkom, blev de homoseksuelles stemme sjældent hørt så højt, som den blev præsenteret her. Truth Or Dare fremsætter aldrig nogen åbenlyse politiske udsagn ud over at følge en af danserne til en New York Pride-parade og fange et øjeblikkes stilhed, som man antager er for ofre for AIDS eller andre af de reelt forfærdelige ting, der kunne ske for dig ved at være ude i Amerika. Madonna er meget vokal i den selvudnævnte moderlige position, hun holder danserne i, hyrder dem som katte og skælder dem ud, når de skændes med hinanden. I andre aspekter af filmen er Madonna dog relativt mindre medfølende. Når det afsløres, at en af makeupartisterne i hendes entourage er blevet dopet og voldtaget, og Madonna (selv en voldtægtsoverlever) virker til at trække på skuldrene af det.
På trods af alle dens tonemæssige inkonsekvenser, føles Truth or Dare aldrig træg og føles stadig ret vital, da den fanger Madonna på højdepunktet af hendes popkulturelle magt. De præstationer, der vises, nogle gange med tekniske fejl og det hele, er vanvittige og teatralske, men de er på en eller anden måde optrumfet af al den absorberende drama, der foregår bag kulisserne, uanset hvor meget af det der er opmuntret. Hun er den perfekte diva, partypigen med et hjerte af guld, der kan charmere sig ud af enhver rod, hun kommer ind i. Truth or Dare holder mere end op som både et dokument af den tid i Madonnas mangefacetterede karriere, men den fanger også på en eller anden måde hendes essens og viser, at hun måske ikke har ændret sig så meget i de 25 år, siden den udkom. Jeg er faktisk lidt glad for, at jeg ventede så længe, som jeg gjorde med at tage denne ind, da indholdet ville være gået hen over mit hoved, og nu virker det mere som et levende kort, der peger mod alt, hvad der ville ske senere for Madonna.
Chris Lay er freelance skribent, arkivar og pladebutiksmedarbejder, som bor i Madison, WI. Det allerførste CD, han købte til sig selv, var soundtracket til Dum og Dummere, da han var tolv, og siden da er alt kun blevet bedre.
Exclusive 15% Off for Teachers, Students, Military members, Healthcare professionals & First Responders - Get Verified!