Se Tonerne: Giv mig Fare

Som jeg bliver ældre, kan jeg ikke lade være med at bemærke, at det bliver sværere at virkelig føle den gutturale kraft af rock and roll. Den ufrivillige reaktion, hvor man får lyst til at smadre noget, den følelse, rock and roll effektivt har kanaliseret, lige siden Bill Haley forårsagede optøjer med noget så harmløst som 'Me Rock-a-Hula.' Jeg ved ikke, om jeg har været rundt om svinget så mange gange, at jeg er blevet kynisk, eller om jeg er for distraheret med mere travlhed og tumult i mit liv til simpelthen at bruge tid på at lade musikken slå mig i brystet, som den plejede. Måske leder jeg bare de forkerte steder. Det er i disse øjeblikke af gammelmandsusikkerhed, at jeg prøver at gå tilbage til kilderne af den primordiale tyngde for et kickstart, og lige til tiden kommer Gimme Danger, en dokumentarfilm af Jim Jarmusch om Iggy Pop og Stooges, som bør gøre tricket.

Jeg kan ikke forestille mig en mere perfekt instruktør til at styre denne film end Jim Jarmusch. Han har brugt musikere som skuespillere med fremragende effekt i stort set hver eneste af sine film. Screamin Jay Hawkins og Joe Strummer i Mystery Train. Tom Waits i Down By Law. Medlemmer af Wu Tang Clan i Ghost Dog: The Way of the Samurai. For helvede, han fik endda Iggy Pop til at bære en kyse i Dead Man, ikke at det er et mere besynderligt outfit end de forskellige kostumer, han har iført sig til liveoptrædener gennem årene, men stadig. Den tæthed til både Iggy personligt og musikere i en mere generel forstand resulterer her i et slutprodukt, der har betydelig værdi både som et historisk dokument og en karakterstudie over Pop selv.

Instruktøren og hans subjekt går allerede langt tilbage, så der er betydeligt mindre arbejde for at komme til bunds i bandets historie, men Jarmusch tilføjer disse mærkelige små stilistiske blomster til filmen, der adskiller den fra resten af de talking-head-stil dokumentarer, vi plejer at se i denne kolonne. Der er de nødvendige arkivoptagelser og billeder til at ledsage passende historier, men der er alle disse unødvendige dele, som et gammel klip af en kvinde i en bikini, der slår på en gong, der markerer kapitelbrud i filmen, og optagelser af en dommer fra et eller andet 60'ers tv-drama som en repræsentant for et pladeselskab. Udover den enkle glæde ved en godt fortalt historie var dette langt og væk det mest underholdende, jeg har haft ved at se en musikdokumentar i lang tid.

Det, der mest fremtrædende skiller sig ud i historien om Stooges, er, at de havde rødder i et vildt diverst sæt af påvirkninger, da de, for alle praktiske formål, måtte opfinde sig selv. Alle punkbands, der kom efter havde Stooges som model, et punkt, som filmen hamrer hjem med en montage af Stooges-sange, der blev dækket af et halvt dusin punk-hovednavne. Men Stooges, og især Iggy, havde Soupy Sales' præcision og Howdy Doody's hjemmehørende anarkist Clarabell the Clown til at bide deres stil fra. En af de store skabelsesfortællinger i musikhistorien er, at Ramones blev et band ikke fordi de kunne lide hinanden, men fordi de var de eneste fyre i deres skole, der elskede Stooges.

Der er et klip af et interview, hvor Iggy, der mangler en tand fra et mislykket sceneudspring, forklarer et eller andet til værten ved at beskrive noget som '... Det er dionysiskt, hvis du kender forskellen mellem dionysisk og apollonisk kunst...' inden vi føres videre til et andet øjeblik i Stooges historie, men du får så meget af Iggy lige der. Ja, han er i stand til disse store bestialiske brøl, men pokkers hvis folk tager for givet, hvor belæst han var. Iggy, ved at høre Scott og Ron Asheton for første gang, beskriver det epifaniske øjeblik således: 'I Ashetons fandt jeg Primitive Man.' Hvem taler sådan? Den samme fyr, der mindeværdigt smurte peanut butter over sig selv ved en koncert.

Iggy får forståeligt nok løvens andel af æren her, men Ron og Scott Asheton får også deres andel. Ron døde i 2009, men Jarmusch bruger ældre interviews og andre optagelser til at få ham til at leve op for filmen. Scott havde siddet i timevis og talt med Jarmusch både solo og med Iggy ved sin side, inden han døde af et hjerteanfald i 2014. Deres død, samt dødsfaldet af tidligere medlemmer af gruppen Dave Alexander, Bill Cheatham og Zeke Zettner, behandles respektfuldt, men uden spor af sukkersød sentimentalitet. Denne film er, på en måde, en lovtale for gruppen, og det er en så passende afsked, som nogen kunne have ønsket sig.