Når du er broke, må du klare dig med det, du kan. Da jeg begyndte at samle plader på et tidspunkt, hvor jeg ikke havde mange penge, lyttede jeg til, hvad jeg havde råd til — hvilket ikke var meget og bestemt intet nyt eller populært. Det meste af det, jeg købte, var plader, der kostede 50 cent eller en dollar stykket.

Oplevelsen ved at købe vinyl så billigt som muligt fik mig til at prøve ting, jeg normalt ikke ville give en tanke. Det er lettere at sige "Hvorfor ikke?" til en plade, du er usikker på, når det er en så lavrisiko investering.

Sikkert, der er en vis risiko involveret. Engang fandt jeg et album, der var symbolsk for 60'erne — limegrøn og højlightergul æggeblomme-lignende former prydede coveret. Det hed Rhythms for Modern Dance, så jeg tænkte, det var et eller andet hippie-dans album. Jeg forestillede mig at lave en blomsterkrans, tage en flagrende kjole på og svinge rundt i stuen.

I stedet viste det sig at være børnesange med hits som "koen siger muh, hesten siger wieh, hunden siger vuf," og andre sange, der får voksne, især dem uden børn, til at få lyst til at punktere deres trommehinder. Børnealbummet kostede, heldigvis, kun 50 cent.

Udover et par mindeværdige tilfælde af køberfortrydelse, var mine impulskøb af album som regel fornøjelige, og min vilje til at tage risici udvidede min musiksmag. Imod oddsene lærte jeg, at den musik jeg nu elsker mest, blev formet af det, der var tilgængeligt for mig på det tidspunkt.

Heldigvis for andre broke vinyl-elskere er der mange steder at finde sjove, billige albums.

Genbrugsbutikker

Jeg plejede at bekymre mig om, at al vinylen i genbrugsbutikken ville være ødelagt eller ridsede ud over det, der kunne høres. I stedet fandt jeg en skattekiste, som jeg nok ikke ville have fundet andre steder. Blandet med Elvis’ Greatest Hits og hvert julealbum, der kendes til mennesket, fandt jeg ting som Irish Songs of Rebellion, en overflod af polka-albums og min elskede Russian Gypsy Music.

På samme måde som jeg ville undre mig over, hvem der ville have ejet en særlig funky genbrugsbutik-sweater, undrede jeg mig over de mennesker, der tidligere elskede disse plader. Hvem de end er, viser tilstedeværelsen af deres usædvanlige vinyl i genbrugsbutikken, at de indeholdt mangfoldigheder, og ved at udvide min musiksmag, fandt jeg, at jeg også gjorde.

Dødsbo auktioner

Der er en tendens blandt unge, naive og pengeknappe til at tro, at alt, hvad du eventuelt kunne få brug for, ville være i en genbrugsbutik. Jeg havde forestillet mig — forkert — at der ville være hele vægge af vintage pladespillere i enhver given genbrugsbutik, men der var ingen. Måske blev de købt af andre spirende vinylsamler, var for ødelagte til at være værd at donere, eller var stadig i brug.

Men min dødsbo-ekspert til far kom igennem. Han overraskede mig med gaven af en pladespiller — en kasseformet, træbeklædt TEAC Nostalgia med en pladespiller, CD-afspiller, kassetteafspiller og radio alt sammen bygget ind i én. Med den gav han mig min første plade: Billy Joels The Stranger.

Som en hvis hovedweekendbeskæftigelse inkluderer at tage til dødsbo auktioner, stoler jeg på min fars anbefaling, når han siger, at der ikke er mangel på vinyl til lave, lave priser.

Kældre

Efter at have beklaget mine problemer med at ville opbygge vores pladesamling på et budget til mine partners forældre, foreslog de, at vi skulle tage et kig på deres vinylhylde. Denne hylde, som var skubbet ind i det mørkeste, støvede hjørne af deres kælder, var ikke blevet rørt i årtier bortset fra en håndfuld nostalgiske julealbum.

Mine partners forældre, så dejlige de er, er ikke akkurat bastionerne for coolness. Tanken om at skulle grave gennem spindelvæv kun for at finde et par Yanni-plader begejstrede mig ikke, men min partner overbeviste mig om, at det var værd at tage et kig.

Jeg må ikke have givet mine kommende svigerforældre nok kredit. Uanset spindelvævene kom vi ud af kælderen med armefulde af album — næsten hver pre-1990 James Bond film soundtrack, Star Wars film soundtracket, Bruce Springsteen og et par almindelige album med titler som The Roaring ’20s og Hits of the ’50s.

Det var ikke lige det, vi havde i tankerne, men det var en start — og de var alle gratis. I dag kan jeg godt lide at spørge ældre mennesker, om de har nogen plader liggende i deres kældre, som de ikke lytter til, fordi jeg gerne vil tage dem af deres hænder.

Udsalgsafdelinger

For at støtte vores vane, prøvede vi næste musikafdelingen i vores lokale Half Price Books, som havde et udsaltsvinylområde. Jeg troede, at udsalgsafdelingen ville være fyldt med forkastede plader — trods alt ville det, som alle ønskede, aldrig komme til udsalgsafdelingen, ikke?

Forkert! Der fandt vi album fra bands som The Eagles og The J. Geils Band til $1 hver, samt nogle uventede plader til 50 cent stykket. Efter en særlig god udflugt til Half Price er det ikke usædvanligt at komme hjem med en kæmpe totepose af album for $10 eller mindre.

På samme måde har de fleste pladebutikker også udsalgsafdelinger, og det kan være en fantastisk måde at opdage ny musik på, samtidig med at butikkan hjælper med at rydde ud i noget af det lager, der har hængt rundt i et stykke tid.

Ved at opbygge min samling omkring det, der var tilgængeligt, i stedet for strengt at søge efter specifikke albums, lærte jeg, at der er værdi i hver genre. Før jeg ejede vinyl, hvis du havde spurgt mig, om jeg kunne lide polka musik eller irske protestsange, ville jeg have sagt nej. I dag er de aldrig langt fra pladespilleren.

I de mellemliggende år ændrede min økonomiske situation sig, og jeg har råd til at søge efter de specifikke plader, jeg ønsker. Men selv med et mere frit underholdningsbudget finder jeg stadig mig selv draget til rabatkassen. Det er spændingen ved jagten, håbet om at finde noget, jeg måske ikke ellers vidste, jeg kunne lide.