Den mørke sandhed og ærlige skønhed i Noname's Telefone

Hvert år bliver tilfredshed, for så mange, mere en mangelvare, en afvejning. Så du gør halvmilde forsøg på at finde den. Da du giver slip på uskylden - som en sang, du plejede at elske - længes du efter, hvad den engang var, men presset gennem vores egne oplevelser, vores egne minder, hører vi smerte. Du vil have, at de lyde skal passe på dig, sætte dig fri - og åh dreng, de gør deres bedste - men de er plettet med glimt af ubarmhjertig virkelighed. Dette er ebben og floden inde i hvert nummer på Telefone. Ligesom en god forælder kender værdien af varm, svær ærlighed fremfor at pakke det ind i sukker: Noname ved, hvordan man bruger mørke sandheder som et instrument til spiring.

Hun dokumenterer verden omkring sig på Southside i Chicago i en række tankestræk, oversat via fængslende vers; 25-årige Fatimah Nyeema Warner væver blødgørende under helbredelse, varme over is, frygt under omfavnelse. Udgivet for lidt over et år siden og for altid bevare sin relevans, tager Telefone stykker af vores verden, der burde være katastrofalt uforenelige, smører dem med ærlighed og glider dem snug sammen for at danne et billede af hendes virkelighed.

“Det er en underlig ting at gøre,” fortalte hun Clash magasin. “Men jeg finder bare melankoli i musik, der gør mig glad, fordi jeg lytter til det så meget.”

Ved første lyt lyder Telefone som uforfalsket solrig varme: ryggraden af dæmpede synthvuggelier, frakken af moderne doo-wop harmonier, de bløde teksturerede trommer, de menneskelige knips, optagelserne af babykurrer og grineudbrud. Ved første lyt er alt en bøn: hendes bedstemors smil, Henny i koppen, is i hendes veranda, lyset indeni hende selv, friheden til at sige “fuck it.” Dens varme kan tilskrives nonchalant dygtig skrivning og indspilning af Noname og samarbejdspartnere Saba, Cam O’bi og Phoelix. Telefone blev indspillet i to Los Angeles Airbnb’er, der blev til studier over en enkelt somermåned. Men dens solskin tjener også et hensigt: at guide lytteren til at tage sig af mørket.

Telefone siger at se på al denne skønhed, se på glæden, se på denne rytme, se på menneskeligheden. Nu se hvad de har gjort ved det.

Ain’t no one safe in the happy city /

I hope you make it home /

I hope to god that my telly don’t ring/ … Too many babies in suits

Når du først falder ind i dens omfavnelse, hører du dens hjertebanken - dens radikale, bekymringsfrie, unge sorthed - presset gennem død, gennem fattigdom, gennem vold. Men i stedet for at dæmpe glæden, hæver den dens betydning og beder for dens beskyttelse. Dens lys er et køretøj til at tvinge dig til at konfrontere det mørke; det er en linse, der omrammer det.

“Casket Pretty” er fyldt med glade, fjerne spædbarnlyde i beatet, mens den konkretiserer en fortælling om politivold. Det er hjerteskærende. Hun lægger reel, unødvendig død ovenpå uskylden, mens “badges and pistols rejoice in the night” i mødet med faldne sorte kroppe. Glæden, igen, balanceret mod mørket som en illustrator, forhåbentlig en motivator.

I hope that darkness keep you well

I “Yesterday” kæmper hun med tabet af kære med minder, hvordan hun “tjekker sin Twitter-side for noget helligere end sort død”. Selv de varme ord fra hendes afdøde bedstemor fungerer som en større advarsel, et signal om undertrykkende statslige kræfter: “Don't grow up too soon / Don't blow the candles out / Don't let them cops get you.” Men hun vender tilbage til de klare minder om deres smil for trøst.

Hendes evne til at omramme vores kontekstuelle tankegang om mørke skinner i “Bye Bye Baby” - toppen af hørbar varme og glæde, og også om abort. Noname fortalte Fader: “Jeg føler, at når jeg hører folk tale om abort, tager de typisk kærligheden ud af det, som om det aldrig kan være en kærlig handling - som om det kun bliver gjort af had eller desperation.” Telefone lærer os, at - i stedet for at være en mangelvare, en afvejning - kan mørke og kærlighed eksistere side om side, og de gør det ofte.

Noname Live at SXSW. Amileah Sutliff

Nobody understands my songs /

Aloe vera sentences to heal the scars

Selvom hun ofte omtales som en poet, er Noname tydeligvis først og fremmest en rapper på Telefone. Hun har gjort dette meget klart. Måske ligger tilbøjeligheden til at tildele hende et “poet”-mærke i hendes hyppige udveksling af raps prangende ordspil for subtil leg inden i ordene selv. Den indviklede udveksling af lyde i hver eneste linje alene gør dette album givende efter et uendeligt antal lyt. Hendes rødder ligger i poesi, og de poetiske enheder er hendes våben, men - som hun sagde til Vulture - hun “rapper [sit] røv af” og hendes uovertrufne evne til at gøre det på en måde, som ingen nogensinde virkelig har mestret, giver hende en uhørt magt som rapper. Hun synes immun overfor - endda frastødt af - falskhed i nogen forstand. Hendes numre er ægte forståelse på en tankevækkende (men på en eller anden måde stadig ydmyg) finesse, hvilket tilfældigt gør hendes plade til en af de mest stille stærke, der er kommet ud i de sidste fem år.

Ar påmindelser om smerte, så meget som påmindelser om helbredelse. Noname har skabt en helende omfavnelse for dem, der har brug for at blive løftet ud af de fortsatte ar af undertrykkelse i deres daglige liv og en presserende alarm ved den systematiske tab af smukke menneskeliv for dem med privilegiet at ignorere det. Meget lidt er i stand til at bevare både den mørke sandhed om verden og den ærlige skønhed, den er i stand til at skabe, men Telefone vil give det til dig gang på gang uden undtagelse.

Tilføj Rap & Hip-Hop til mit medlemskab Giv mig besked, når Rap & Hip-Hop bliver tilgængelig for offentligheden