Langsom brænding: Darkside's 'Psychic'

At forsøge at følge med i nye plader føles ofte som at forsøge at stoppe en dæmning med et stykke tyggegummi; oversvømmelsen vil fortsætte, uanset om du kan lide det eller ej, og du vil gå glip af nogle ting. The Slow Burn er vores kolonne, hvor skribenter taler om album, de "missede" – hvilket i dagens musik Twitter-æra kan betyde, at de ikke lyttede til det i de 5 dage omkring udgivelsen – og hvorfor de fortryder, at de ikke har lyttet til albummet før nu. Denne udgave dækker Psychic fra Darkside's album fra 2013.

Ikke engang et år efter at Nicolas Jaar og Dave Harrington udgav Psychic under navnet Darkside, godt efter det havde fået omtale og været med på alle 2013's årslister med en følelse af god smag, offentliggjorde de på Facebook i august 2014, at deres projekt pludselig var "ved at slutte, for nu." Efter at have afsluttet denne usikre farvel med et stop ved Brooklyn Masonic Temple den følgende måned, forblev deres debut-samarbejdalbum udstillet i pladebutikker -- jeg mener, vinylpladen var stadig på en udstillingshylde i den Hoboken-butik, hvor jeg købte den, i hvert fald.

Tiltrukket af den lysende, lilla klump på forsiden, og retroaktivt nysgerrig omkring al den anerkendelse, som den blev overdynget med ved udgivelsen, var jeg overbevist om, at dette ville være et anstændigt køb, på trods af min egen lille skuffelse over at være en efterfølger. Jeg havde kun hørt lidt af duoens musik nogle måneder før, mens de stadig fungerede, og huskede ikke for godt, hvad der stilistisk adskilte dem. Men jeg brugte mest tid på rock og metal i 2013, alligevel, og det mest elektroniske jeg lyttede til, var Oneohtrix Point Nevers hektiske, båndede new age på R Plus Seven, så Darkside's afslappede electronica ville alligevel ikke rigtig passe ind i min smag det år.

For en kortvarig karriere havde Jaar og Harrington opnået så meget sammen i denne periode. En af deres tidlige eskapader gik viralt, et remixalbum af Daft Punk kaldet Random Access Memories Memories: Under navnet Daftside, genskabte de Daft Punk-numre som analoger for at vise de toneformer, der ville være i fuld styrke på deres debutalbum sammen -- ambient hvid støj, sparsomme funk-licks, chopped-and-screwed vokaler, og meget mere. Selv uden for Darkside har de to opnået en skyhøj bunke af præstationer hver for sig, Jaar med sin elskede BBC Essentials Mix fra 2012 og sit Other People-tryk (hvis roster inkluderer navne som William Basinski og St. Vincent); og Harrington med sin fortsatte investering i den eksperimentelle jazzscene i New York og det 12-mands ensemble, han i øjeblikket leder (Dave Harrington Group), som inkluderer Jaar som medlem.

RAMM hørte Darkside tage fat på noget af det mest essentielle dansestuff. De farvestrålende fortolkninger af Daft Punk på det remixalbum styrkede den eventual triumf af Psychic, hvis tåget og metamorfiske lyd ikke er ulik den svævende klump, der fangede mit blik på dens forside. For alt det genre-swapping, som det gør, Psychic’s trackliste kendetegnes af en lyd, der er, på én gang og hele vejen igennem, kalejdoskopisk og intenst beskeden.

Selvom jeg ikke var så investeret i albummet midt i hype’en omkring det, var jeg bevidst om duoens tilstedeværelse og deres stigende anerkendelse, som da jeg klikkede på deres første tegn på (hvad der dengang var) nyt post-RAMM materiale. De havde uploadet et klip, der viser en massiv skare af grå skyer, der indtager eftermiddagshimlen i Monticello, NY, optagelser, der minder om Basinski's visuelle ledsagelse til hans Disintegration Loops. Sangen i dette Darkside-klip er “Golden Arrow” og den tager over 11 minutter at udfolde sig, hvilket falder sammen med det langsomme tempo af den grå skyformation ovenfor.

Mens jeg lyttede opmærksomt til det i sin helhed for første gang, i konteksten af Psychic på dobbelt-vinyl, opsugede den himmelske hip-hop fra albummets åbningsnummer “Golden Arrow” mig som det mest afslappede tomrum i lysår. Lange orgelmomenter glider over i en blød kick, der laver et fire-på-gulvet, mens statiske fænomener buldrer i baggrunden. Det, der lyder som en geige undertrykt ud over tro, kan i stedet være klarinet, et af de instrumenter, som Harrington er krediteret for. Der er en kort pause på et tidspunkt, som kort henleder tilbage til sangens orgel-ambient intro -- så kommer der et stramt hip-hop beat ind, mens Harrington sløjfer en silkeblød, palmedæmpet lick ovenpå. Som at suse forbi hver eneste bil på Los Santos Freeway, er ånden i “Golden Arrow” glat, sensuel og evig.

De rejser i tid tilbage til det næste årti med den 70'er funk-inspirerede “Freak, Go Home.” Det er fyldt med omvendte lydklip, forvrængede kirkekorstemmer, og andre eksperimentelle affekter, men grundlaget er en ubarmhjertig breakbeat -- den slags beskidte, bootleg groove, der sover i kasserne hos Rock & Soul eller Turntable Lab, bare venter på at blive gravet op. Percussion er alt på “Freak, Go Home,” hvad angår den Meters-y breakbeat samt dens cowbells og andre klirren og klunk; det putter funk i Darkside's “ambient funk.”

Men for alle de stilarter og tidsperioder, som Jaar og Harrington berører, lykkes duoens eget materiale i at føles genrefrit. “Ambient funk” kommer tæt på, men de kan ikke defineres entydigt. Udover deres respektive sideprojekter, er Darkside ikke ligesom nogle andre electronica-bands de senere år. Jeg kan lide at tænke på dem som mere i tråd med rock-leaning grupper som Stereolab og Tortoise, to sjældne tilfælde af bands, der har haft karrierer, der er for meget præget af forskellige stilarter og kreative udviklinger til at kunne defineres (selvom “post-rock” har tendens til at være den tilbageholdende betegnelse for dem). Psychic er et endeligt produkt, der er sparsommelig men ubegribeligt dyb, en uden ende trove af eksperimentelt cool. Det er otte sange, der viser den magi, der opstår ved ikke at være bundet til én lyd. Og hvis det virker som for få sange, så har du åbenbart ikke lyttet endnu; selvom der ikke er nogen skam i at være en efterfølger.