Et interview med Hoop, Seattles stigende lo-fi rockprojekt

Dit debutalbum Super Genuine udkommer den 19. maj! Fortæl os en smule om din sangskrivningsproces og hvordan albummet blev til.

"Good Dregs" var den første sang, jeg skrev i denne stil. En dag i Olympia skrev jeg det enkle riff, og tænkte, hmmm, jeg har ikke skrevet noget lignende før. Det meste af den sangskrivning, jeg havde lavet før det, under navnet Autococoon, var mere kompleks. Da jeg skrev det riff, var det en bemærkelsesværdig forskel, som om, åh, en sang behøver ikke at være en udfordring, det kan være noget, man kan slappe af i. Jeg skrev "Marlin Spike" og "Skiptracer" over et år senere hos min mor i Pennsylvania, og så flyttede jeg til Anacortes i marts 2014. Jeg havde arbejdet på et Autococoon-album med Nich Wilbur hos Unknown. Jeg bragte disse nye sange til studiet, og de var meget forskellige fra det, jeg havde arbejdet på før. De havde en mere poppræget lyd end den eksperimentelle proggy lyd af Autococoon, så vi besluttede at gøre det til et nyt studioprojekt.

Resten af albummet var ret samarbejdsvilligt mellem mig selv og Nich, som spillede rollen som ingeniør, producer, band og sangskriver. Jeg ville bringe en melodi, en akkordprogression eller en færdig sang til studiet, og han ville foreslå arrangementer og tilføje trommer, bas og yderligere instrumentering. For nogle sange, som "Folded Impulse" og "To Know Your Tone," besluttede vi os for en melodi og en syllabisk struktur i studiet, og så ville jeg tage hjem og skrive i min dagbog og kondensere mine følelser ind i den melodi. "Send Purpose Down" blev skrevet af Nich—han bragte akkordprogressionen og melodien, og jeg tilføjede teksten og sang den. Der var visse dele, der gav mening for andre sangere at synge…Briana Marela kom ind og sang meget på pladen, inklusive en vokal loop outro, jeg havde skrevet til "Baseboards" og omkring halvdelen af vokalmelodien på "Skiptracer." Allyson Foster, som bor i Anacortes, kom også ind for at synge på mange numre. Da vi var ved at afslutte indspilningen af "To Know Your Tone," var min stemme ved at svigte, og heldigvis var Allyson tilgængelig til at komme ind i studiet og synge hele sangen i min sted.

Du har nævnt, at relationer spillede en stor rolle i inspirationen til albummet. Hvorfor følte du, at du havde brug for at skrive det, du skrev?

Mange af de ting, jeg synger om på Super Genuine handler om følelsen af at blive draget hen. Jeg følte en del indre forvirring over at have følelser for nogen, jeg fysisk var involveret med, som konstant skubbede mig væk romantisk men trak mig ind fysisk, og som stolede på mig for følelsesmæssig støtte og ikke gav meget tilbage. Jeg kæmpede også med en masse følelsesmæssig og verbal misbrug fra denne person. Som en empatisk femme var det nemt for mig at blive opslugt af at give mine følelsesmæssige reserver til denne person, hvilket fodrede en ubalanceret magtdynamik, som en, der var socialiseret til at ville tilfredsstille. Jo mindre det virkede, desto mere ville jeg have det til at fungere. Det tog at få disse følelser ud i sang for at genkende, at min energi blev tappet. Da det samfund, jeg blev opdraget i, undervurderer følelsesmæssig trivsel og opmuntrer til hård individualisme, fik jeg ikke lært at genkende og navngive følelser som usikkerhed og angst. Skrivningen tillod mig at få adgang til og forstå de følelser, så jeg kunne vokse.

I et par sange trak jeg også på hængende følelser fra et tidligere forhold, hvor jeg skubbede min partner væk. Så indholdet af pladen udforsker to sider af tilknytning i relationer og magtdynamikker.

Alle i bandet spiller også i andre projekter. Hvordan balancerer du alle dine kreative udløb?

Ja, vores anden guitarist Inge’s hovedprojekt hedder Ings, og hun er meget aktiv med det projekt. Jeg føler mig virkelig taknemmelig for, at hun og Pamela og Leena bruger så meget tid på dette projekt. Leena er primært videokunstner og digter, og Pamela er multimediekunstner og performancekunstner, og de bliver begge hele tiden bedt om at lave kunstudstillinger og oplæsninger. Vi har alle ret fulde kalendere og finder alligevel tid til bandet.

For mig giver det mening at sige ja til de ting, der føles dybt gode, og finde måder at få det til at fungere. Jeg spiller i for mange bands, men arbejder stadig i mit dagjob. Den måde, jeg gør det på, er i det væsentlige, at jeg i stedet for andre former for socialisering, gør musiktid til min sociale tid. Jeg co-sangskriver i et band kaldet Tool med Gretchen og Lydia fra Chastity Belt, og de turnerer meget, og vores anden medlem Michael har et fuldtidsjob og træner meget, men vi lader ikke det stoppe os. Jeg spiller guitar i en oldies-inspireret gruppe kaldet The Chelles, og vi spiller alle også i andre bands — vi har Cory fra Mommy Long Legs på trommer, så hun er virkelig optaget af det projekt, men vi er alle ret gode til kommunikation og logistik, så vi får det til at fungere. Jeg laver også tekstarbejde for et projekt med Graham fra Big Bite og Versing, og vi er begge virkelig optaget, men vi får det til at fungere, fordi vi finder glæde i sang. Hvad kan jeg sige, vi elsker alle musik, og intet vil komme i vejen for det. Ulempen er, at mine relationer uden for bandene ikke får så meget opmærksomhed, hvilket er en lille del af grunden til, at jeg er så single.

Hvad vil du have folk til at tage med sig fra albummet?

Jeg vil have folk til at lade teksterne på pladen hjælpe dem med at bearbejde deres egne følelser omkring ubehagelige relationer eller giftige seksuelle venskaber. Mit håb er, at denne plade kan inspirere andre, især femmes, til at identificere deres følelser og arbejde sig gennem relationer, der tapper deres energi. Fra liveoptrædenerne vil jeg også have folk, der har haft med disse slags problemer at gøre, til at huske, at der er kærlighed i venskab, og at man ikke behøver at gøre alt alene.

Hvilke bands og kunstnere lytter du til nu?

På det seneste har jeg været besat af Teenage Fanclub, som min ven Casey introducerede mig for. Jeg fik lov til at se dem, da de kom til Seattle for nylig, og de opslugte mig fuldstændig i dagene op til og efter koncerten. Jeg kunne virkelig ikke lave noget andet end at tænke på dem og forske i dem. Det har været meget lang tid siden, jeg har følt sådan for et band. Der er tre sangskrivere i det band — jeg elsker især Gerry Love’s sange, og hans soloprojekt Lightships — hans melodier og tekster inspirerer mig meget. Det får mig til at føle mig jordforbundet og sparker angst væk for mig. Jeg har også lyttet til nye plader af Julie Byrne og Ever Ending Kicks.

Hvad voksede du op med at lytte til? Kan du forklare din musikalske historie (enhver uddannelse, forældreindflydelse osv.)?

Min far var en stor indflydelse på min musiksmag som barn — han var til voksen samtid og alternativ rock i slutningen af 90'erne og begyndelsen af 2000'erne. Jeg begyndte at gå til Semisonic-koncerter, da jeg var 8. Jeg så også Third Eye Blind, Fastball og Sugar Ray flere gange. Jeg husker, at jeg memorerede alle liner-noter fra 3EB’s selvbetitlede album og sang med over og over igen under lange bilture med min far. Jeg tog min mors smag i Carole King, Jackson Browne og Neil Young til mig. Jeg elskede Savage Garden.

Jeg begyndte at tage guitartimer hos en fantastisk lærer ved navn Jim Rowland, da jeg var omkring 13. Han fik mig ind i bands som The Cure og Portishead. Bands, jeg blev dybt besat af i folkeskolen og gymnasiet, var Sum 41, Avril Lavigne, Anti-Flag, AFI, Mars Volta, Bob Dylan og TV on the Radio, i kronologisk rækkefølge.

Du kan forudbestille Super Genuine her!