VMP-interview med Divino Ñino

billede via Kcondo.com

Bestående af medlemmerne Camilo Medina, Javier Forero, Guillermo Rodriguez og Pierce Codina er det Chicago-baserede Divino Niño den slags band, hvor du om to år stolt vil kunne sige til dine venner, “Jeg kendte dem, før de blev store.” Ved at blande den hypnotiske psykedeliske lyd af Tame Impala & Devendra Banhart med en nik til deres latinamerikanske rødder, fremstår bandet både lydmæssigt og visuelt via deres videoer som ubesværet cool.

VMP: Jeg er helt tosset med alt, der bare er lidt psykedelisk, så I fangede mig stort set ved første møde. MEN, det var ikke før, jeg så jeres video for “Te Doy La Paz”, at jeg følte, der skete noget inden i mig... Jeg var hooked. Var det jeres første video? Hvordan kom den til?

Camilo Medina: Javier og jeg voksede begge op i colombianske katolske hjem, og “Te Doy La Paz” var et forsøg på at blande en spansk kirkesang med en Elvis/Harry Nilsson ballade. Sangen kom aldrig med på pladen, men vi ønskede at finde en måde at udgive disse demoer til verden, så vi lavede vores første video ved at samle barndomsminder fra Colombia med optagelser af os på en sommerferie i det smukke Stevensville, Michigan.

Javier Forero: Ja, det var vores første video. En aften hang vi ud med vores ven Shawn Rosenblatt fra Netherfriends, og han fik os til at indse, at vi ikke havde nogen videoer på nettet. Så Camilo og jeg lavede en collage af klip fra vilde fester og vores tur til Michigan under Thanksgiving. Det syntes bare at passe til stemningen i sangen.

VMP: Hvilken musik voksede I op med? Startede I med kassettebånd? CD'er? Vinyl? Hvad lå der rundt omkring i huset, der fangede jer?

JF: Jeg voksede op med latinamerikanske grupper som Los Cincuenta de Joselito, El Grupo Niche, Menudo og Guillermo Buitrago. Min mor spillede også ofte noget Elvis og Ray Charles. Den første plade, jeg ejede, var på CD-format, og det var “Backstreet’s Back” af Backstreet Boys. Ja, der var bare noget sexet ved dem.

Guillermo Rodriguez: Min fars CD-samling var, og er stadig, en ret indflydelsesrig kilde til mine musiksmag. Jeg kan nok ikke gå en uge uden at lytte til nogle lyse latinske toner; Haciendo Punto En Otro Son, Roy Brown, El Gran Combo, Andres ‘El Jibaro’ Jimenez, Silvio Rodriguez, Mercedes Sosa, Illapu. Og så er der selvfølgelig også Led Zeppelin og Pink Floyd, som jeg stadig falder over. Jeg vil fortsætte med det i overskuelig fremtid og vil ikke undskylde for det.

CM: Jeg er født i 90'erne, så CD'er var det sejeste dengang. Vi havde en stor samling af Diomedes Diaz-CD'er, da vi voksede op; han kunne nemt være den bedste sangskriver, Colombia nogensinde har haft.

Pierce Codina: Min far er cubaner, min mor er fra Alabama, og jeg voksede tidligt op i det sydlige Californien, så det var en mærkelig blanding af Buena Vista Social Club, So-Cal '70'er rock som Fleetwood Mac og Eagles, og så en masse Muscle Shoals-artister. Vi flyttede til Detroit, da jeg var syv, og det var Motown-trommeslagerne på de tidlige Berry Gordy-optagelser, der fik mig til at ville begynde at spille trommer.

VMP: Er nogen af jer vinylsamlere? Hvis ja, hvad er jeres mest værdsatte LP?

JF: Jeg har netop fået min egen pladespiller, så jeg er for nylig begyndt på min samling. Mest værdsatte LP’er varierer fra sentimental til sonisk værdi i nutiden for mig. Jeg prøver altid at lytte til nye ting, så det afhænger virkelig, men lige nu er det Paraiso af Haruomi Hosono og The Yellow Magic Orchestra. LP’en kom direkte fra Japan med de kosmiske frimærker, de har. Damn. Det er hot.

CM: Hurricane Smiths selvbetitlede plade har været det sejeste, spontane fund, jeg nogensinde har gjort. Det er virkelig en underkendt plade. En smooth, ydmyg skønhed.

GR: Min spirende samling består lige nu mest af St. Vincent og vores helt nye LP. Så jeg vil hellere ikke sige, hvilken jeg sætter mest pris på, bare hvis hun læser dette.

PC: Jeg begyndte at samle vinyl for omkring syv år siden. Vi har rejst meget, og det har været fantastisk, fordi jeg har fundet ud af, at mange mindre byer faktisk har de bedste pladebutikker. Alt i Chicago og store byer er virkelig gennempløjet. Seneste værdsatte LP’er: Jeg købte Bruce Springsteen “Nebraska”, som jeg har forsøgt at finde for evigt, fra Dead Wax Records i St. Louis. Og jeg købte Elvis “Aloha from Hawaii Via Satellite” hos Siren Records i Doylestown, PA, mest fordi den har en af de mest latterlige pladecovers, jeg nogensinde har set, selv for Elvis. Jeg køber vinylimpulsivt baseret på pladecoveret mindst tre gange om måneden.

VMP: I får lov til at vælge tre bands til at turnere med i løbet af det næste år, hvem er det?

CM: Shintaro Sakamoto udgav en fantastisk plade for to år siden, så jeg ville elske en turné med ham, David Byrn og for den sags skyld, Bowie ville være badass.

JF: Jeg er virkelig vild med lyden af, Of Montreal, Angel Olsen og Mac DeMarco.

PC: Devendra, Tame Impala og Christopher Owens med et genforenet Girls. Jeg kan godt lide ideen om middag og en forestilling, så jeg vil også smide Gordon Ramsey i mixet.

VMP: Hvad synes jeres forældre om jeres musik?

GR: Nu har vi haft den dejlige fornøjelse at se vores forældre danse til vores shows, og ingen af dem har skuffet, så jeg tager det som et tegn på, at de kan lide musikken.

JF: Min mor har altid kunne lide alt, hvad jeg gør, men hun forstod det ikke virkelig, før vi gik på Dali Museum i St. Petersburg, Florida sidste år, og hun så maleriet First Days of Spring. Hun tog mig derhen som en overraskelse. Alt, hvad hun sagde, var: “Jeg tror, du vil kunne lide dette.”

PC: Min far er lige kommet på vinylbølgen igen, så de kunne spille vores plade på den gode gammeldags måde. Der var mange diskussioner om, hvordan vi lød som en latin Motown, der møder Elvis, hvilket fik mig til at smile.

billede via Kcondon.com