Blive komfortabel med at være sårbar: Courtney Barnett fortæller os, hvordan hun virkelig har det

VMP: Så meget af Tell Me How You Really Feel lyder som om det er skrevet fra et perspektiv, hvor en ven har bedt dig om råd, og det råd, du giver dem, er virkelig råd til dig selv. Du kan enten læse disse sange som om de er skrevet til venner og elskere—eller som du giver dig selv en pep talk.

Courtney Barnett: Det er en rigtig god måde at se det på. Jeg tror, at mange af mine idéer bevæger sig mellem de to steder. De krydser hinanden ret meget. Mange af disse sange begyndte jeg at skrive til venner eller til folk, jeg har mødt. Men så ender du med at vende det rundt på dig selv. Du hører dig selv give disse mennesker råd—eller ikke engang råd, bare tanker—og så undrer du dig over, hvorfor du ikke kan give dig selv det samme råd. Jeg kan huske, da jeg begyndte at skrive poesi i skolen, skrev jeg ting til andre mennesker hele tiden.

Jeg finder ofte mig selv i den position, hvor jeg giver råd til en ven og tænker: “hvorfor følger jeg ikke det samme råd?” Som, klart ved jeg, hvad jeg burde gøre.

Ja—når du først indser det og er opmærksom på det, tror jeg, at du begynder at lægge mærke til det hele tiden.

En ting, der slog mig ved albummet, er, at det er vredt og frustreret, men det er også venligt mod sine emner. For mig føles det som tilstanden at være i 30'erne: du kan balancere den vrede og frustration med empati.

Sandt. Jeg gætter på, at du over tid lærer forskellige færdigheder og hvordan man bedre udtrykker disse følelser. Idéer, som jeg før måske ville have dækket over med et eller andet andet—som sarkasme eller humor. Jeg genkender, hvordan jeg maskede disse ting, så jeg ikke var 100 procent sårbar. Og jeg tror, at nu [på Tell Me How You Really Feel] har jeg virkelig gravet lidt dybere og ladet mig selv være sårbar. Hvilket er, hvad jeg tror, er en frygt, vi alle har—en frygt for at blive set, ved du? At folk ser dig for, hvad du er, og alle dine fejl og usikkerheder. Det er en ret skræmmende ting.

Hvad er en sang på Tell Me How You Really Feel, som du tror, du ikke ville have skrevet tidligere i dit liv?

Måske noget som “Hopefulessness”—nå, jeg ved det ikke. Jeg mener, det er sjovt, fordi et par af disse sange, begyndte jeg faktisk at skrive, da jeg var teenager. Den slags instrumentale side af dem. “Sunday Roast” og “Can’t Help Yourself,” begyndte jeg på, da jeg var 13 eller 15. Og “City Looks Pretty” begyndte jeg i mine tidlige 20'ere. Det er en mærkelig crossover af tid, at føle, hvor længe [disse sange] har eksisteret og ændret sig på samme tid. Lyrisk set er idéerne sandsynligvis en smule forskellige fra noget, jeg ville have gjort før nu.

Det er interessant at komme tilbage til noget personligt, som du startede for over ti år siden: næsten som at samarbejde med en anden person, selvom det stadig er dig, der bærer det igennem. Er det noget, du ofte finder dig selv i, at lade idéer og arbejde hvile på hylden i et stykke tid?

Ja, jeg tror, jeg har tendens til at dvæle ved ting. Jeg tror, jeg er ret ubeslutsom, så at afslutte en sangidé... jeg kan se på, hvor længe nogle af disse sange har taget mig at skrive, at den slags beslutningsproces med at beslutte, at det er færdigt og komme videre, er en lang vej.

Du har en virkelig gave for at kunne skrive om meget specifikke personlige erfaringer på en generøs måde. En lytter har bestemt nok plads til at identificere sig med sangen og føle sig som en del af historien. Jeg tror, du er i stand til at gøre dette, fordi du dokumenterer disse oplevelser som en journalist ville, men jeg er nysgerrig på at høre, hvorfor du tror, du er i stand til at ramme det mål.

Jeg ved ikke rigtig hvordan eller hvorfor—jeg tror, jeg ikke tænker så meget over det, måske! Jo mere jeg prøver at tænke på, om en bestemt person eller gruppe af mennesker vil resonere med det, eller hvordan nogen vil reagere på dette eller hint... jeg tror, at variablerne er så store, at du for evigt kunne fortsætte med at ofre idéer for at prøve at passe ind i, hvad du tror, nogen anden måske vil kunne lide eller føle forbindelse til. Jeg kan godt lide at lukke de funktioner og tænke på de ting, som nogen anden måske ville betragte som en kæmpe spild af tid og energi. Jeg kan lide at skrælle alt det væk og tænke på den mest ærlige version af noget.

Det falder sammen med måden, at dette album skifter mellem at externalisere personlige oplevelser i andre karakterer, og internalisere eller personalisere disse samfundsniveau, kulturelle, mere universelle spørgsmål. Der er dette skifte frem og tilbage mellem de to.

Det er svært for mig at sige. Nogle gange ændrer det sig bare inden for én sang. Selvom der er en karakter, er der normalt en eller anden form for element af mig selv i ham eller hende. Det hele blander sig så meget, at det ender med at være alt på én gang og ikke én specifik, adskilt ting.

** Var dette et hårdt album at skrive? **

Jeg tror, det var. Men jeg tror, at alt, hvad jeg har skrevet, har været hårdt. Jeg finder bare skrivning hårdt. Hvilket ikke er en dårlig ting. Det betyder bare, at det er udfordrende og får dig til at tænke over tingene. Dette føltes lidt sværere, men måske er det bare fordi det var den mest nylige ting, som jeg var fokuseret på. Du glemmer lidt om fortiden, ved du. Men det var hårdt, bare fordi jeg var mere sårbar, og jeg tror, jeg gravede lidt dybere, end jeg måske havde gjort før.

Skabte du ordet “hopefulessness?” Det er det perfekte ord til at beskrive livet i 2018.

Jeg ved det ikke—måske gjorde jeg! Jeg kan huske, at jeg ikke kunne finde det præcise ord, jeg ville have. Og virkelig, det handler ikke kun om sangen: det føles som om det opsummerer hele albummet. Den slags vippe mellem håbløs og håbefuld. Optimistisk og pessimistisk. Og forsøge at finde en behagelig balance mellem de to i stedet for helt at ignorere den ene eller være helt uvidende om den anden.

Jeg føler, at der er mange sange på albummet—især “City Looks Pretty”—om at føle sig fremmedgjort fra noget velkendt. Jeg er sikker på, at folk fortolker den sang som, at du kommer hjem fra en tour, men det lyder også som om det kunne handle om at klare sig efter at være kommet ud af et depressivt episoder. Det virker virkelig, som om begge giver dig den samme følelse: at komme hjem til et hjem, der ikke længere føles som et hjem.

Det er en generel slags frakobling, som du kan relatere til mange situationer. Og den sang finder jeg mest interessant, fordi den blev skrevet på to tidspunkter, egentlig. Jeg begyndte at skrive den, da jeg var 21 eller 22, og kunne så ikke færdiggøre den, så jeg lagde den væk og kom tilbage til den, mens jeg skrev dette album. Den har tekster, der krydser fra begge perioder af mit liv. Den har den depressive, i seng, indendørs del—og den anden del handler om at være væk hjemmefra. Så de har forskellige betydninger, men det hele fører tilbage til en generel frakobling fra dine omgivelser og jævnaldrende. Og folk i dit liv.

Jeg forestiller mig, at det er noget, der dukker op ofte, da du bruger så meget tid væk fra hjemmet nu. Er det blevet lettere at håndtere?

Jeg tror, jeg bliver bedre til at vænne mig til forskellige ting. At finde ud af, hvordan man tilpasser sig og håndterer dem.

I modsætning til noget af dit tidligere arbejde, håndterer du på dette album mere direkte sociale spørgsmål. Blev noget specifikt inspiratorisk for dette skift i dit skriveri?

Jeg tror, de ting altid har været der i mine sange, men jeg har kæmpet med at sige, hvordan jeg følte—hvordan jeg skulle udtrykke disse frustrationer. Jeg tror også, at tiden går, bliver jeg mere træt af og skuffet over alle disse ting.

Jeg undrer mig over, om trollen, som du taler om i “Nameless Faceless”, vil kontakte dig på et tidspunkt.

Jeg tvivler på det. Jeg tvivler på, at de hverken ville vide om denne sang eller ville bekymre sig! (griner)

Har du et yndlingsminde fra indspilningen af dette album?

Ah, det var så tæt på hjem—jeg gik til studiet hver dag, og det var den kolde vinter i Melbourne, og der var denne lille pejs i det fælles køkkenområde af studiet, så vi tændte disse små bål. Det var bare rart, ved du—det var en lille gruppe mennesker, bare mit band. Og det er langt, ved du: jeg kan bedst lide at lave lange indspillingssessioner i korte perioder af dage eller uger. Jeg tror, jeg har tendens til at gøre mig selv lidt skør. Det er sandsynligvis ikke den mest fornuftige eller sunde måde at gøre det på. Men det gør det interessant.

Det får dig formentlig helt ind i musikken. Jeg forestiller mig, at det er lettere, hvis du kommer ind i den sindstilstand og bare bliver der i længere tid, i stedet for at dyppe ind og ud af den.

Det ser ud til at fungere for mig indtil videre.