En introduktion til Death Cab For Cutie

Gibbard var ikke alene i lang tid og udvidede bandet med guitaristen Chris Walla og bassisten Nick Harmer; trioen udgjorde kernen i bandet i størstedelen af dets historie. Derfra løftede hårdt arbejde gennem masser af turneringer og fremragende mund-til-mund anbefalinger – internettet var stadig en ret ny ting – stille og roligt Death Cab For Cutie ind i indie-rockens højeste (læs: stadig ret beskedne) lag. Det startede med 'Something About Airplanes' fra 1998, en sløret, smuk debut, der bragte Gibbards pessimistiske, eftertænksomme tekster til verden – men knap nok råbte om opmærksomhed. Som bandets popularitet og sangskrivning voksede, gjorde dets selvtillid og kulturelle relevans det samme. En flirt med mainstreamen gennem hyppige omtaler på FOX teen-dramaet 'The O.C.' varslede endnu mere succes, og rækken af albums mellem 2000's 'We Have The Facts and We're Voting Yes' og 2008's 'Narrow Stairs' blev stadig mere succesrige og ensartet fremragende. (Det skadede ikke, at Ben Gibbards sideprojekt, The Postal Service, hittede stort med 'Give Up' fra 2003.)

Det var en bemærkelsesværdigt langsom og stabil opstigning, der har blomstret til en karriere på over 20 år for Death Cab, som vil udgive deres niende album 'Thank You For Today' senere i denne uge. Med otte studiealbums og forskellige EP'er allerede tilgængelige, er der ingen rigtig forkert måde at begynde med nogen af disse fem.

We Have the Facts and We're Voting Yes (2000)

Efter at have haft en smule lokal succes med deres debut, forbedrede Death Cab For Cutie produktionen lidt til album nummer to – mistede noget af den vandige mærkværdighed fra 'Something About Airplanes' og efterlod mere plads til Ben Gibbards poetiske tilbøjeligheder. Det var klart fra starten, at han var en sangskriver, for hvem ord var langt mere end en eftertanke, og i denne æra var han særlig glad for impressionistiske, spændende linjer som “I’d keep a distance ’cause the complications cloud it all, and mail a postcard sending greetings from the Eastern Bloc.” For fans af Death Cab's mest indie-æra er dette højdepunktet. De fans kan heller ikke (og burde ikke!) leve uden 'The Forbidden Love EP' fra samme år, som inkluderer en af bandets bedste sange nogensinde, en længselsfuld hyldest til at slå op kaldet 'Photo Booth.' Selvom den aldrig dukkede op på et album, er det en fanfavorit, og bandet spiller den stadig den dag i dag.

The Photo Album (2001)

Selvom bandet ikke ser tilbage med for meget glæde på 'The Photo Album' – de føler, at det var forhastet og kunne have været bedre – indeholder det nogle af deres bedste sange og mest rå optrædener. De skrællede noget af sløret tilbage både lyrisk og musikalsk og valgte mere muskuløse guitarlyde og verbale slag på sange som “Why You’d Want To Live Here” og “Blacking Out The Friction.” Hvad Gibbard senere sagde, han ikke kunne lide, var, hvor ligefrem 'The Photo Album' er, men det er en stor del af dets charme: Det er Death Cab på deres mest direkte, før de havde råd til de overdådige lydbilleder, der ville komme senere. Under pres for at præstere, gjorde de det. Albummets tre singler forbliver nogle af bandets fineste kompositioner: “A Movie Script Ending,” “I Was a Kaleidoscope” og “We Laugh Indoors.”

Transatlanticism (2003)

Det var det episke 'Transatlanticism,' der tydeliggjorde, at Death Cab var på vej mod endnu større ting. Uanset hvilke eksterne pres der fik dem til at haste igennem 'The Photo Album,' blev de droppet til album nummer fire, og bandet havde endelig en trommeslager – Jason McGerr – som de var tilfredse med. (Han har været med dem lige siden.) Tålmodig og frodig, men samtidig lyrisk presserende, blev 'Transatlanticism' hurtigt en indie-rock målestok. Det starter med styrtet af den smukt store “The New Year” og snor sig gennem en ikke-fuldt-koncept række af sange om langdistance kærlighed. (“I need you so much closer” går titelsporets store fællessang.) Det solgte bemærkelsesværdige en halv million eksemplarer på Barsuk Records, bandets mangeårige base, og de ville flytte til et større hjem til den næste fase af deres karriere.

Plans (2005)

Hvis 'Transatlanticism' lød som et band med noget at bevise, lyder 'Plans' som en efterfølgende sejrsrunde. (Trommeslager Jason McGerr sammenlignede de to albums med en indånding efterfulgt af en udånding.) Med hvad der formodentlig var alverdens penge til rådighed for dem – Death Cab kunne vælge hvilket som helst stort pladeselskab og valgte Atlantic – udglattede bandet deres kanter lige nok til at få nogle hits, men uden at ofre deres lyd overhovedet. (Guitarist Chris Walla fortsatte med at fungere som producer, endda.) “Soul Meets Body” og den blide dødsballade “I Will Follow You Into The Dark” fik radioplay, men det er de dybere snit som albumåbneren “Marching Bands of Manhattan” og den ultratristige “What Sarah Said,” der markerer det som et af bandets bedste. Det er uden tvivl det mest populære – det er Death Cab’s eneste platin-certificerede plade.

Narrow Stairs (2008)

What to do after doing everything you’ve always wanted? 'Narrow Stairs' gik på en måde tilbage til rødderne. Succesen med 'Plans' betød, at Death Cab For Cutie var på landevejen konstant, og at være så kampprøvet (og måske landevejstræt) betød, at 'Narrow Stairs' føltes lidt mere rå, på de bedste måder. Det blev også mærkeligt, fordi hvorfor ikke? Første single “I Will Possess Your Heart” er bygget på den slags motoriske grove, som Death Cab aldrig havde forsøgt før, og den ruller i otte og et halvt minut. Lyrisk var Gibbard på sit mørkeste, og det er paradoksalt nok der, han skinner mest. “Cath” fortæller den deprimerende historie om en brud, der blot har slået sig til tåls med en dyster og kedelig fremtid, mens “You Can Do Better Than Me” og “The Ice is Getting Thinner” er ret selvforklarende med deres titler. Det var det sidste Death Cab album, hvor Gibbards mørkeste tendenser dominerede: De er på ingen måde fraværende på 2011's 'Codes and Keys' eller 2015's 'Kintsugi,' men de er heller ikke i forgrunden.