Bliv tabt i labyrinten af A.O. Gerbers sind

Many of us have been granted with — for better or worse — a newfound trove of time to ourselves this year. In the beginning, I was optimistic about what that meant for my new music consumption capacity. At least, I thought, a life uninterrupted by parties and functions and voices and noise meant an endless string of opportunities for the undisturbed listening I crave.

Men efterhånden som virkelige situationer, virkelige rum, virkelige rytmer og virkelige mennesker begyndte at falme, som ugene gik, så gjorde meget af konteksten også, som jeg hurtigt indså var ofte essentielt for at få det meste ud af ethvert givet album. Musikkens var, selvfølgelig, stadig der, lige så fantastisk som altid, og stadig blevet lavet minut for minut, men de vægge inden for, som jeg havde lært at nyde den, var faldet, og efterlod intet andet end mit eget samlet sind og et uendeligt katalog ved mine fingerspidser til selv at sortere.

Heldigvis er der hele albums bedst egnet til walks og bad alene, hvis sange favoriserer hovedtelefoner der fodrer ind i et optaget sind over højttalere der fodrer ind i et stort rum med mennesker. Og på et tidspunkt i maj lige efter dets udgivelse, blev et af disse albums, A.O. Gerbers Another Place to Need, en velkendt ven af mig. Den L.A.-baserede indie rocker minder om Angel Olsen, Sharon Van Etten eller Waxahatchee, men flirter med en indhold, så strakt det kunne give en samling af '80s popballader en løb for deres penge.

“What is there left to do but fall into the labyrinth of my mind?,” she pleads on “Every Time,” with the gusto of someone who’s already answered a question before they’ve posed it. Mange af sangene føles som at blive droppet midt i Gerbers sindlabyrint og blive trøstet af det faktum, at det, i al sin strålende ærlighed, ser bekendt ud. “Tell Me,” en svimmel en-kvindes vals på percocet, går en fin og udefineret linje af masturberende motivationer.

“Det er skræmmende at indrømme den dissonans, der findes mellem selvtilfredsstillelse og selvhad - at jeg samtidig kan hade og elske min egen krop, og at masturbation kan være lige så meget om ensomhed og længsel, som det er om seksuel empowerment,” kommenterede Gerber på nummeret.

Det er gennem en række af disse skræmmende indrømmelser, der dripper i den overfyldte honningtone af hendes vokaler og en række af fantastiske lydtoppe, at jeg fandt Another Place to Need gøre sig hjemme i folderne af min egen sind-labyrint, og jeg ville råde enhver, der ikke har gjort det endnu, til at lade det gøre det samme.