Ugens album: Anna Von Hausswolffs 'Dead Magic'

Kan du finde skønhed i døden? Selvom det kan være endeligt, har kunstnere brugt albums, karrierer, liv med håbet om at besvare det spørgsmål, før de bliver udslettet af dødsrigets kræfter. Den svenske sangskriver Anna von Hausswolff har brugt hele sin karriere på ikke kun at ville besvare det spørgsmål, men også på at modsætte sig det, ved at omformulere ideen om, at døden i sig selv er noget, der skjuler en delikat form for skønhed. På sit fjerde studiealbum, Dead Magic, fjerner von Hausswolff kontrasten mellem lys og mørke, og nyder i stedet tristheden fra sit eget underbevidste, men resultatet hjemsøger stadig med øjeblikke af nåde og barmhjertighed blandt det sorte.

Den første lyd, du hører på Dead Magic, er en knitrende lyd. Det er næsten en statisk lyd, men ikke helt; det ligner mere lyden af en fjerntliggende kropspose, af en nærgående katastrofe. Det åbner den storslåede "The Truth, The Glow, The Fall" – et tre-delers Odyssean episk værk af længsel – men det er ikke den lyd, du venter på. "Efter faldet, vil jeg finde dig," synger von Hausswolff, ledsaget af hendes karakteristiske orgel, denne gang indspillet i Danmarks hellige Marmorkirken marmor kirke. Fra hendes gennembrudsalbum i 2013, Ceremony, og gennem 2015's tjæresludgede The Miraculous, har orglet været von Hausswolffs trofaste steed gennem helvedes indre, og Dead Magic er ikke anderledes.

Med lyden bounce fra kirkevægge og få en genklang af to ansigtstræk kvalitet, ser orglets rejse inden for den 5-sangs samling det fungere som optimisme, som resignation, og som genfødsel. På hovednummeret – at kalde det en single, på trods af musikvideoen og den ledsagende pressebølge, ville være naivt – "The Mysterious Vanishing of Electra," tager orglet sig tid til at finde fodfæste i dit sind; når dets brølende klimaks rammer dig, mens von Hausswolff skriger "hvem er hun, hvem er hun til at sige farvel," er orglet blevet et dæmon, der brøler døden ind i billedet. Andre steder er det rygsøjlen i det æteriske "The Marble Eye," hvis titel ser ud til at være en nik til Marmorkirken; her har nummeret ingen af von Hausswolffs karakteristiske vokaler, og lyden er i stedet som processen af opstigning, destilleret til fem minutter af sang.

Albumets midtpunkt er åbenlyst fra et blik på sanglisten: "Ugly and Vengeful" rejser sig over kampen med sin 16 minuts varighed og sin ondskab. Dette er Dantes Inferno der står overfor et jordskælv, dens fortvivlelse siver langsomt ind, dulmer dig ind i en falsk følelse af sikkerhed før det eksploderer halvvejs gennem. På en måde er den bedste sammenligning noget som Swans’ The Seer, kun hvis det band var mindre optaget af straffende, ufravigelig maskulinitet. Hvor det album havde sange til at bankslag og blå mærker, vælger "Ugly and Vengeful" i stedet at gå mod foruroligende ubehag. Selvom det begynder at ryste spidserne af edderkoppespindene, føles det elementært, og i sin sidste sprint mod målstregen, føles det stadig aldrig helt rigtigt; den truende orgel løber i omkring 11 minutter, og lyder som noget fra Sunset Rubdown's Random Spirit Lover, en allerede delirisk plade drejet op 100 gange af von Hausswolff.

Hvis "Ugly and Vengeful" tjener som albumets midtpunkt og nedstigning i vanvid, så tjener den afsluttende hellighed af "Källans återuppståndelse" (ganske enkelt betydende "Kilden's Opstandelse" på von Hausswolffs modersmål svensk) til at forankre os tilbage i et bittersødt purgatorium. På det sidste nummer af albumet er orglet bakket op af en gentagelse af den statiske lyd, men denne gang er den konsekvent; den knitrer ikke så meget, som den lufter sig langsomt, haltende mod den smukke afslutning, der er lovet os alle. Her lyder von Hausswolff resignert til sin skæbne, og tilfreds med at nyde de sidste gløder af sit liv, opløser sig selv i tomheden. Selv i vinteren i Skandinavien brænder ilden så klart.

Dead Magic er det første samarbejde mellem von Hausswolff og Sunn O))) producenten Randall Dunn, som klogt tillader den altopslugende natur af hendes live shows at skinne igennem på albummet. Hvert instrument føles levende og vitalt, fra orglet, til guitaren der åbner "Electra," og de marcherede trommer på "The Truth, The Glow, The Fall." Det vigtigste er dog, at Dunn ser ud til at forstå vigtigheden af von Hausswolffs stemme, den vibrerende sopran, der har affødt sammenligninger til Bat for Lashes eller, mere almindeligt, Kate Bush.

Hvor hele det album var optaget af at efterlade arv og bringe liv til verden, er Dead Magic en rejse gennem de mørkeste hjørner af von Hausswolffs psyke, og hendes stemme arbejder overarbejde for at spejle den forvandling. Det er forstyrrende, det er ubehageligt, men det er også fascinerende at se nogen på toppen af deres kræfter svinge til venstre og smække ind i en væg med et smil på ansigtet. Dead Magic kan ikke være første gang, at von Hausswolff står ansigt til ansigt med døden, men det er første gang, hun har været nådig nok til at lade lytterne komme med på turen, og det er en tur, der er værd at tage.