Deerhunters nye album fortsætter trods ødelæggelse

Selv om jeg er sikker på, at tidligere generationer og epoker hver især havde deres øjeblikke af fatalisme, de øjeblikke hvor det føltes som om eksistensen ville ende, mand, så føles det bestemt som om vi nærmer os slutfasen af, hvad denne æra er, ikke? Uden at lægge oveni, hvad jeg er sikker på er din simmerende eksistentielle frygt, ser det ud til, at de børn, jeg får, vil arve en fuldstændig anderledes verden end den, jeg kom skrigende ind i, af politiske, miljømæssige, filosofiske, økologiske og alle de store ord for emner, der gør det at leve i dag til en fucking drag. Det er svært at fortsætte med at leve, forsøge at tjene penge ved hjælp af din selvudfoldelse, når der måske ikke engang er en verden værd at selvudtrykke sig til om 20 år, eller endda fem. Det centrale problem ligger i hjertet af Deerhunters superlative ottende album, Why Hasn’t Everything Already Disappeared?, et quasi konceptalbum om en verden, hvor kræft er "lagt ud i linjer," og folk ikke har mange muligheder end at undslippe trivialiteten i deres eksistens på sletterne.

At Deerhunter nåede otte albums, var ikke rigtig den bane, man ville have forudset, da de eksploderede efter 2007's sophomore album Cryptograms. Deres psych-rock, venstreorienterede tendenser føltes eksplosive, som et band der ville flyve tæt på solen i et stykke tid, før de forsvandt. Men i det forløbne årti er de stille og roligt blevet et af indie rockens mest konsekvent fantastiske, og konstant søgende, bands. De kan lave skrammel garage rock (2013's Monomania), glitrende shoegaze (2010's Halcyon Digest) og blid klassisk rock (2015's Fading Frontier). På Why Hasn’t Everything Already Disappeared? går de pastoral, og leverer et album, der lyder som hvirvlede korn, som støv der svæver fra en sidevej. (Musikvideoen til "Death In Midsummer" er måske den bedste sammenkobling af lokation og sang, du vil se denne kvartal). Guitarrerne er minimale og bruges til maksimal effekt, mens cembaloet og pianoet indtager scenen i centrum, hvilket betyder, at dette album sandsynligvis er det mest delikate Deerhunter-album til dato. Det kan også være deres bedste.

Why Hasn’t åbner med sin mest åbne, udfoldede sang, "Death in Midsummer," som annoncerer det vigtigste musiktema for albummet: blinkende, spøgende cembalofigurer. "Death in Midsummer" bygger og bygger og bygger, indtil det endelig falder sammen i et sprødt guitarsolo, det første øjeblik fans af Fading Frontier vil sætte sig op og indse, at Deerhunter er her for at spille. Derfra er der Kinks-lignende provincial pop ("No One’s Sleeping"), storslåede stompers ("Elemental" og "Futurism") og måske den direkte sjoveste sang i Deerhunter-sangbogen, "Plains," som har en svævende, smidig baslinje og Tom Tom Club trommer. Lyrisk maler Cox levende skiver af en dystopisk virkelighed, jo mere du dykker ned i, jo mere indser du, at det ikke er fra noget konceptalbum, men selve virkeligheden.

Why Hasn’t slutter ikke med nogen svar, den fra titlen eller anden. Dens budskab ligger i dens eksistens. Selv hvis alt virkelig vil forsvinde, hvis de vil tvinge os op i bakkerne eller ind i maskinerne, eller livet begynder at ligne dystopisk sci-fi, skal du stadig blive ved med at skabe, og forsøge at få mening i det hele.