Ugens album: TX Jelly af Texas Gentlemen

Countrymusik, måske endnu mere end popmusik, har længe været soloartistens domæne. Der er ingen Beatles og Stones; det er Willie og Waylon og Hank og Dolly og Loretta. Givet at turnéer er rygraden i at skabe en karriere inden for countrymusik, er der bogstaveligt talt hundreder—shit, tusinder—af usungne helte, rang- og file-bandmedlemmer, der har bakket enhver countrylegende, siden Hank Williams begyndte at klage sine sange i en radiostation. Nogle af dem bliver anerkendt—Ære være Scotty Moore, Elvis' guitarist, der opfandt power akkorden—men for det meste, er de navnløse og ansigtsløse, introduceret under en langsommere nummer under showet, og glemt af de fleste fans, da de ofte ikke er i stand til at udgive deres egen musik.

Indtil TX Jelly, Texas Gentlemens medlemmer kunne have været fordømt til den samme slipstrøm af countrymusikhistorien. Bandets medlemmer har bakket alle op fra Nikki Lane og Kris Kristofferson til Shakey Graves og Leon Bridges, og for et par år siden, begyndte bandleder Beau Bedford en løs offentlig jam session, der inviterede så mange som 40-50 forskellige musikere til at sidde ind og spille musik. Jam sessions førte til, at Gents besluttede at tage til FAME Studios i Muscle Shoals, for at have en “pladestudie-sommerlejr,” som førte dem til at optage TX Jelly, deres løse, vandrende, country-fries debut. Der er få albums i år, der er så sjove at bruge tid med; man ender med at føle, at man er til en sommergrillfest, og en optagelsessession sker som underholdning.

TX Jelly åbner med “Habbie Doobie,” en god destillation af appellen ved TX Jelly. Haze orgellinjer blandes med sprøde og snakende guitarriffs og smadrer ind i barpiano alt under den nonsensiske råbte titulære sætning. Man kan se syningerne her, men det er pointen; man kunne få at vide, at det var et første tag og tro på det, og også tro på at det blev optaget med overdubs på det 50. tag og tro på det også.

Skønheden ved at have en roterende besætning af musikere og et løst kollektiv er, at man aldrig ved, hvilken vej TX Jelly vil gå næste gang. Band-agtigt chill af “Bondurant Women” kan sidde ved siden af Waylon Jennings-lette chuggle af “Gone” og det giver perfekt mening. “My Way” lyder som en Elvis ballade sunget af Elvis efter en 10 dages druktur, og slutnummeret, den svajende, sparsomme ode til den åbne vej “Trading Paint” og på en eller anden måde føles de som et stykke, når de ikke deler noget i stil eller sanger. Det eneste, der forener dem, er den skramlede Texas Gentlemen-univers.

2017 har været et absurd stærkt år for venstreorienteret countrymusik, fra Aaron Watson og Nikki Lane, ned til Colter Wall og Angaleena Presley. Men pokkers, hvis TX Jelly ikke kan tage kagen; det er et album, der lyder lige så sjovt, som det var at optage, og et, der giver sidespillerne deres fortjente tid i spotlightet.